A Better Ocean

A Better Ocean – iværksætteri med impact

Virksomheden – A Better Ocean – kæmper for de blå oceaner og vil gøre en ende på plastikforurening i verdenshavene. Iværksætter Tobias Ørskov Madsen er en del af kvartetten bag A Better Ocean, og han er en iværksætter, vi kan lide. 

 

A Bette Ocean sælger impact og gode historier. Sammen med et omfattende netværk af samarbejdsorganisationer, indsamler og genanvender vi plastik fra floder, verdenshavene og den kystnære natur. Vi sætter ind i de områder, hvor problemerne er størst, og hvor vi kan arbejde effektivt og målrettet. Samtidig skaber vi arbejdspladser i udviklingslande, oplyser lokalt om problematikken ved plastikforurening i vores vandressourcer, og tager ansvar for vores nærmiljø og naturen i Danmark. Vi hjælper de virksomheder, som tager del i vores arbejde, til et stærkere brand, positiv PR og en større synlighed på sociale medier, i pressen og i dagligdagen.


Jeg blev iværksætter ud fra tanken om at skabe en virksomhed med en fuldkommen bæredygtig profil. Noget jeg efterfølgende blev klar over kaldes for ”the triple bottom line”. A Better Ocean har helt fra begyndelsen arbejdet for at skabe et koncept, som gavner både alle involverede og alle, som vælger ikke at involvere sig i projektet – bæredygtig bundlinje og positiv impact. Havet var en tilsvarende stor motivation i stiftelsen af A Better Ocean, idet jeg allerede i mine spæde år, har været optaget af havet og dyrene, som lever i dét – specielt hajer står mit hjerte nært.

 

Hvad er drømmen?

Dette er på mange måder et paradoksalt spørgsmål for os, men jeg drømmer om, at der på et tidspunkt ikke er behov for virksomheder som A Better Ocean, som arbejder for et bedre havmiljø og for at hjælpe virksomheder i den grønne omstilling. På dette tidspunkt har vi opnået vores mål, og udtjent vores formål.

Det værste der nogensinde er sket for mig, må være, da jeg i min gymnasietid fik konstateret en tumor i højre side af hjernen, og måtte gennemgå en meget omfattende operation og efterfølgende indlæggelse. Man kan sige det på en måde var held i uheld, idet jeg i dag, 7 år efter, kun har meget få følgevirkninger af operationen, henset til, at jeg blev præsenteret for et scenarie, hvor jeg risikerede at miste både syn og førlighed. Oplevelsen har efterfølgende styrket og modnet mig på mange måder, og jeg er utvivlsomt blevet mere hårdfør, efter at jeg i de efterfølgende år skulle leve et endda meget begrænset liv, for at min krop kunne følge med.

 

Plastikindsamling i verdenshavene er A Better Oceans et og alt. De er altid på udkig efter nye partnere til deres netværk. (Foto: A Better Ocean (c) )

Om 10 år er jeg færdig som Cand.jur. fra Aarhus Universitet (AU), glad familiefar, og pavestolt over, at A Better Ocean har skabt et verdensomspændende netværk af samarbejdsorganisationer, etableret sig i store dele af Europa og hjulpet flere tusinde selskaber videre mod en grønnere profil.

Den vigtigste lektie jeg har lært som iværksætter er, at ting tager tid, og at man må forberede sig selv på, ikke altid at ramme rigtigt første gang. Tingene skal gøres og så indimellem gøres om igen. Jeg har flere gange taget mig selv i at være hurtigere i tanke end i handling på den måde, at vi simpelthen ikke har kunnet følge med vores ambitioner. Det har været udfordrende på en måde at kommercialisere, gentænke og effektivisere et område, som mange mener bør henlægges til organisationer og frivillighed.

At være iværksætter betyder for mig at kunne skabe et brand og et projekt, se det vokse, opnå anerkendelse og til slut bidrage til den verden, der har hjulpet os godt på vej. For mig ligger værdien i rejsen fra ingenting, til idé(udvikling), til forhåbentligt i sidste ende, at stå med en velsmurt virksomhed med bæredygtig bundlinje økonomisk vækst.  

 

Sådan startede A Better Ocean

A Better Ocean startede som et studieprojekt. Gennem undersøgelse med input fra forskellige typer virksomheder blev det hurtigt klart, at der var et reelt behov for, hvad A Better Ocean står for. Projektet startede i oktober 2018, da fyrene bag projektet var på en rundvisning i Vietnam. Her indså de hurtigt, hvor stort problemet virkelig er, da mange af de vietnamesiske strande havde store mængder af plastaffald. Lokale historier om store internationale fiskerbåde, der havde fangster på 50% fisk og 50% plast, gav endnu mere sikkerhed om problemets omfang.

 

 

Bliv gratis medlem af Dansk Iværksætter Forening

Del indlægget

Del på facebook
Del på linkedin
Del på email