Mange soloiværksættere tror fejlagtigt, at de skal kunne alting – lige fra administration af Facebook annoncer til webudvikling, bogføring og meget andet. Alt sammen for at spare på pengene, der i forvejen er små.

Sådan har jeg selv været, og det har vel nok været den største klods om benet, jeg har haft i min tid som iværksætter. Alligevel har det taget mig utroligt lang tid at komme til den erkendelse, at det faktisk bedre kan betale sig at få andre til at udføre det arbejde, som jeg ikke er verdensmester til … Og som jeg i øvrigt aldrig bliver verdensmester til.

Det har betydet, at jeg har brugt uendeligt lang tid på at sætte mig ind i alt muligt andet end dét, jeg faktisk skulle have fokuseret på: Mine kernekompetencer. Dét, der skaber værdi.

Jeg husker blandt andet, da jeg som 18-årig besluttede at gå fra at drive virksomhed på hobbyplan til at blive mere seriøs omkring mine aktiviteter med selskaber: Et holdingselskab og et driftsselskab.

Jeg brugte alle aftener fra mandag til søndag på at sætte mig ind i, hvordan det bedst kunne betale sig – rent skattemæssigt – at lave min selskabsstruktur. Derudover brugte jeg også en masse tid på at finde ud af, hvordan jeg selv kunne stifte mine selskaber, så jeg kunne undgå at betale både advokat og revisor.

Jeg sparede nogle tusinde kroner, men nåede undervejs i processen at rive mig selv i håret så tilpas mange gange, at jeg var helt udmattet, før jeg overhovedet kom i gang med at udvikle min virksomhed. Havde jeg i stedet brugt den samme tid på at ringe rundt til potentielle kunder, havde jeg godt nok skulle betale for en advokat og en revisor, men jeg havde sandsynligvis også landet en kunde eller to, der havde givet mig det sparede tifold igen.

Pointen? Fokusér på det, du er god til – og lad andre om resten. Det er både sjovere, og bottom line vil i mange tilfælde vise, at det i virkeligheden vil have været en bedre forretning.

Dét er en af de mange learnings, som jeg har taget med mig videre til min nye virksomhed hunterspoint.dk, hvor vi bl.a. sælger jagttøj og jagtudstyr.