Af Peter Kofler, Formand Dansk Iværksætter Forening Tillykke med valget til alle medlemmerne af Folketinget. I løbet af valgkampen har I kysset flere iværksættere end babyer. Det er tidens ånd. Iværksættere har afløst babyer som politikernes foretrukne krammebamse. Det er både glædeligt og lidt smigrende. Men ingen iværksætter lever af kys og kram. Ingen politisk lovprisning er stor nok til at give brød på bordet. Nu må de mange løfter og forslag, der skal forsøde iværksætternes tilværelse, omsættes til handling. For selv om vi har oplevet en positiv mentalitetsændring overfor iværksættere, så bliver der ikke flere af os. Det er heller ikke iværksætterne alene, der har ansvaret for at skabe fornyelse, dynamik, vækst og beskæftigelse i det danske samfund. Her har I politikere også et kæmpe ansvar. For det er jer, som skaber de rammer, vi andre arbejder og driver virksomheder under. I den seneste regeringsperiode kom der skub i nogle gode initiativer. Vi fik et Iværksætterpanel med serieiværksætteren Tommy Ahlers i spidsen. Resultatet af det arbejde førte til otte hovedforslag til at forbedre iværksættermiljøet i Danmark. Statsministeren blev i øvrigt så begejstret for Tommy Ahlers, at han – én af iværksættermiljøets allerstørste stemmer – kom med i regeringen, og han talte via sin ministerpost mere iværksætteri end nogen anden på Slotsholmen. Mange af iværksætterpanelets ideer mangler fortsat at blive ført ud i livet i et omfang, så de gør en reel forskel. Der mangler noget helt afgørende. Folketingets flertal er nemlig ikke begejstret for udenlandsk arbejdskraft, og lavere skat på investeringer er nærmest et fyord. De få gennemførte forslag fra Iværksætterpanelet risikerer endda at blive rullet tilbage. Og tilmed har man valgt at slagte IVS’erne og gøre Danmark til det næst dyreste land i EU at etablere et selskab. Frem og tilbage er lige langt. Der er plads til forbedringer! Dansk Iværksætter Forening mener, at det burde være i alles interesse at styrke iværksætterne og stimulere skabelsen af arbejdspladser. Ni ud af ti danske virksomheder er mikrovirksomheder, der har mindre end ti ansatte. Regner man selvstændige med, beskæftiger de op mod 650.000 danskere. En fjerdedel af samfundskagen skabes af denne helt fundamentale del af erhvervslivet. I den nye valgperiode vil vi insistere på, at iværksætteriet skal prioriteres på Slotsholmen. På begge sider i dansk politik er der ideer og løsninger, der kan give et tiltrængt løft. Alene i løbet af valgkampen blev der lanceret en lang række nye spændende forslag fra mange forskellige partier. Det har vi behov for, så alt for mange iværksættervirksomheder på vej frem ikke i en tidlig fase drænes for kapital, likviditet og talent eller ganske enkelt bare drukner i regler og bureaukrati. Vi skal også styrke vækstiværksættere, kvindelige iværksættere, iværksættere i yderområderne, impact-iværksættere and the list goes on. Vi forlanger handling og vil holde partierne op på deres udspil fra valgkampen. Lige fra Enhedslisten og Socialdemokratiet, der vil gøre det nemmere og tryggere at være lille virksomhed i Danmark, til Liberal Alliance og Venstre, der også vil styrke iværksætterne især på kapital og kompetencesiden. Eller forslagene fra Alternativet, der vil styrke de grønne iværksættere, eller sågar Radikale, der vil sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, og dermed øge vores muligheder for at tiltrække kompetencer. Stort set alle partier har noget, vi vil holde dem op på. Med venstrefløjens ideologiske kamp for altid at have prioriteret arbejdstagerne på arbejdsmarkedet er det fantastisk, hvis vi nu ser dem tage ansvar for en iværksætterpolitik, der sikrer lige rettigheder og muligheder mellem iværksættere, selvstændige og lønmodtagere. For iværksætterne savner tryghed. Det bekræfter vores analyser og medlemmernes tilbagemeldinger. Her påpeges det, at utrygheden er en af de største udfordringer ved at drive virksomhed. Og man kan vel med rette spørge, hvorfor iværksættere – der tager langt flere risici end alle andre på arbejdsmarkedet – ikke skal have de samme rettigheder som lønmodtagere? Vi er godt klar over, at sol og vind skal fordeles lige, og vi ikke kan få i pose og sæk. Men udover øget tryghed, er der også et behov for at gøre det lettere at skaffe risikovillig kapital, ligesom vi ganske enkelt bliver nødt til at tage et opgør med fjendebilledet om, at arbejdskraft fra udlandet er af det onde. Iværksætterne har brug for politisk handling. Vi er i løbet af valgkampen blevet stillet mange initiativer i udsigt. Nu skal I politikere indfri dem. Vi har mere brug for kapital og kompetencer end for flere kys og kram.  


Opret et gratis medlemsskab herunder for at få fuld adgang til alle vores artikler, den nyeste digitale udgave af vores medlemsmagasin Iværksætteren, og støt samtidigt op om dansk iværksætteri.

Er du allerede gratis medlem, så login nedenfor.

Logge Ind