Strategien er lagt og du kan næsten ikke vente med at etablere din virksomhed, sådan for alvor. At finde sit første erhvervslokale kan være en lang og bøvlet proces, hvis man ikke får planlagt processen fra start til slut. Her får du 5 gode råd til at finde dit første erhvervslokale.

Af Mette B. Dehn, Marketing- og kommunikationschef, Ejendomstorvet.dk

1. Overblik og søgning
Start i god tid! Lav en ønsket tidsplan, hvornår ønsker du at flytte? Dernæst handler det om at få skabt det rette overblik. At flytte og etablere sig i nye lokaler, kan tage lang tid og kræver både struktur, planlægning og ikke mindst viljestyrke. Der findes flere forskellige måder at søge efter ledige lokaler. Du kan eksempelvis benytte dig af portaler, som samler udbuddet af erhvervslokaler fra størstedelen af de danske erhvervsmæglere og større ejendomsadministratorer, så du nemt kan få overblikket over hvilke lokaler der er udbudt. Du kan også tage direkte kontakt til din lokale erhvervsmægler, som kan hjælpe dig med processen. Se altid flere lokaler, så du kan sammenligne områder, lokaler og faciliteter.

2. Faciliteter
Som førstegangslejer er det en god idé at beslutte, hvilke faciliteter du ønsker at dit lokale skal indeholde. Har du eksempelvis brug for en vareport til levering, elevator eller lignende? Gennemgå altid lokalet for eventuelle mangler, som skal laves inden indflytning og gennemgå lejemålet/ejendommens strøm, belysning, køkken, toilet osv.

3. Budget
Gør op med dig selv, hvor meget det må koste dig at flytte ind i nye lokaler, og husk at være opmærksom på udgifter som lejeprisen muligvis ikke omfatter, såsom rengøring, el, vand og husk at medregne udgifter til selve flytningen, fx flyttefirma og rengøring af eventuelle gamle lokaler. Det er desuden altid en god idé at gøre sig overvejelser om virksomhedens vækstplaner for fremtiden, tillader lokalet at virksomheden vokser og udvikler sig?

4. Lejekontrakt
Lejekontrakten er dit juridiske dokument. Det er altid vigtigt at gennemgå denne grundigt med en professionel rådgiver, før den underskrives. Vær altid opmærksom på, hvilke udgifter der ikke er indeholdt i kontrakten.

5. Flytning
Hvornår forventer du/I at flytte? Planlæg flytningen og involvér eventuelle medarbejdere og samarbejdspartnere. Jo mere planlægning, jo mindre besværligt bliver det at flytte virksomheden. Husk desuden at annoncere praktiske ændringer til relevante partnere i god tid, f.eks. parkering, vareindlevering m.m.