Der er en trend, der florerer i øjeblikket. Denne går ud på at at vise hvor samfundsansvarlig ens virksomhed er, eksempelvis i form af bæredygtighed. Det er mere normen end undtagelsen, når virksomheder brander sig med deres høje fokus på bæredygtighed og deres utallige donationer, som går til gode formål.

Flere virksomheder har dog stadig fingeren på pulsen i dette virvar af halvtomme initiativer. Mange vælger mere indirekte at investere i bæredygtighed, ved eksempelvis at bruge enten luft til luft varmepumpe eller jordvarme, som ikke aktivt bliver brugt i markedsføringen. Her er der som regel mere økonomiske bagtanker bag.

Hvor det før i tiden var et personligt ønske at gøre en forskel i verden, er det nu blevet til et “se mig”-værktøj. Det fungerer efter hensigten også og flere får øjnene op for hvilke muligheder, det giver at profilere sig med enten en omfattende CSR-rapport eller at 10% af virksomhedens overskud går til en fattig landsby i Uganda. En u-bæredygtig virksomhed får ikke kun modstand på sociale medier, men har umiddelbart også svært ved at overleve i et land som Danmark.

I en tidsalder, hvor alle er hyperbevidste, er det dermed blevet et must at virksomhederne drejer fokusset denne vej.

I et land med tonsvise indsamlingsprogrammer i tv’et, som opfordrer virksomheder til donere alt hvad de kan – og mere til, bliver det hurtigt et marked for reklame. Fokusset hos slutbrugeren er steget, og det sætter automatisk høje forventninger til virksomhederne. Men hvor ægte bliver det, når virksomheder benytter “barmhjertighed” til at øge omsætningen? Behøver det overhovedet at være ægte? Det er vel i teorien bedre at pengene går til gode formål end at de bliver brugt på PR.

Selvom en virksomheds reelle hensigt for at udføre et CSR-initiativ bygger på et økonomisk og PR-mæssigt grundlag, vil det i samme ombæring unægteligt have en positiv indvirkning på samfundet.