Min morfar Alfred havde engang en konservesfabrik på Samsø. Han var lidt af en verdensmand og tog ofte helt til Jylland for at opkøbe grønt hos bønderne og for at etablere kontakter med det lokale forretningsliv. Vi skriver engang i midten af 1960’erne.
På rejsen til Jylland var han ofte i selskab med Thordrup, som også var samsing og handlende i hårshampo og andre sæbeprodukter. I sandheden var Thordrups sæbeprodukter alle den samme skummende substans, men blev solgt i hver sine farvestrålende flasker, som både hårshampoo, bilvask og skumbad – men, det er en en hel anden historie.
Både Alfred og Thordrup var begge lidt af nogle charmører og verdensmænd, der begge satte stor pris på en god historie, en bid god mad og ikke mindst en lille én. Når de så havde spist en god portion flæskesteg på en af kongens færger og havde drukket rigeligt dertil – satte de hinanden godt i stævne. De var begge velklædte i habit og med blød hat, og sammen kørte de i Alfreds store Ford mod nye horisonter med mission om at erobre verden. Jeg tror nok, de havde mere sjov og spas, end de rent faktisk gjorde noget ved forretningerne.
Men hvor om alting er, så går denne historie på, at Thordrup og Alfred skulle til Herning. Da de kører igennem en lille landsby, standser Alfred bilen ved et lyskryds, og Thordrup ruller vinduet ned, stikker hovedet ud og spørger en lille ældre dame, der passerer på fortorvet: ”Undskyld frue, men De kunne vel ikke fortælle os vejen til Montevideo..?”
Dette var i tressernes Danmark og var, dengang, nok tæt på at være lidt uden for gængs etikette. Historien om, hvor meget der blev grinet, både i Herning og på Samsø, har været fortalt mere end et par gange ved middagsborde rundt omkring i familien.

En farvestrålende generation
Før i tiden var sælgere ganske farverige. Den ældre generation af det man kaldte ‘handelsrejsende’, havde ofte en tendens til at være ret store personligheder. Enten i måden de talte på, eller ved den måde de præsenterede sig på – og førte sig frem. Hvad enten de havde for vane at køre i store amerikanske biler, at ryge store havannesere med mavebælte eller at gå iklædt habit og med blød hat – så stak de ud fra mængden og havde tilegnet sig deres helt egen personlighed.
Det var en tid hvor man havde for vane, at byde forretningsforbindelser på spontane frokoster, der ikke bare var overdådige – men også direkte festlige. Der er blevet afholdt en del møder i salgs- og handelsbranchen, hvor forretningsidéer og succesrige aftaler blev indgået, over grin, kammeratskab, gode historier, masser af god mad og adskillige tømte glas. Det der med personligheden, var en force dengang. At være et farverigt indslag, der skilte sig ud fra mængden.
Det gør vi ikke mere – vi er derimod blevet strømlinede. Måske endda lidt kedelige på den front. Der er altså ikke meget festfyrværkeri over nutidens forretningsmøder, der mest består af termokandekaffe, postevand og en dagsorden der er strammere end sekretærens mundvige. Og det er egentlig en skam, for personlighed med et strejf af den høje cigarføring der var engang, var absolut noget af det der gav salgsbranchen charme og karakter.

Jannich Rindom om identitet i salgsbranchen
I en samtale med Jannich Rindom fra virksomheden Phoner2Support, kommer vi ind på det med de markante personligheder som kendetegnede de tidligere tider i salgsbranchen. Rindom, der har arbejdet et halvt liv med salg og coaching, siger:
”Vi behøver jo ikke ligefrem at vende tilbage til de hurtigtalende dørsælgere, stribede slips og storternede jakkesæt. Det er ikke der vi vil hen. Vi bør nok heller ikke begynde at opfordre til overdreven stimulus ved hjælp af sprut og store cigarer – så vil vi bare blive anklaget for at falde udenfor pædagogisk rækkevidde. Der er heller ingen der siger, at forretningsmøder nødvendigvis skal afholdes i tågede baglokaler med ternede duge på bordene og raflebægere inden for rækkevidde”.
”Men vi må godt dyrke personligheden – og vi skal turde at bruge vores personlighed! Vi skal have mod til at være os selv og udvikle vore særegne kvaliteter. Og jo, vi må gerne stikke ud fra mængden, hvis vi har lyst til det. Det kan faktisk udvikle vores kapacitet ganske betydeligt”, lyder det fra Rindom.

Inspiration fra de gamle
Og noget kunne tyde på, at der er nogle gamle dyder som vi helt ser bort fra i dag. Selv om det nærmest er blevet en tendens, så behøver vi ikke at gøre tingene som alle andre gør det. At følge en trend og at være uniforme. Har vi modet til at være os selv, og at udvikle hver vores individuelle egenskaber, så er vi på vej til at udvikle vores identitet og dermed at give os selv værdi. Det handler om at dyrke sit ego på den gode måde, og udvikle sig og træde i karakter – sådan rent professionelt.
Tiden vi lever i, er blevet en anden. Både Alfred og Thordrup har for længst hængt deres bløde hatte på knagerækken, indstillet deres forretningskarrierer og hviler i øvrigt i fred. Højt belagt smørrebrød med øl og snaps er for længst erstattet af salatbar, mineralvand og inciterende tilbud om at bruge virksomhedens fitnesscenter. Der ryges heller ikke mange store cigarer nu om dage og d’herrer går ikke længere med blød hat og stribet habit.
Salgsbranchen er i dag blevet mere ‘corporate’, effektiv og digital. Men derfor kan vi jo godt tage ved lære af ‘de gamle’. Der er jo ikke noget i vejen for at holde møder på en fantasifuld måde, at arbejde på at udvikle vores talent for ‘veltalenhed’, og at skabe værdifulde kontakter og relationer på baggrund af en god personlighed og en stærk identitet. Vi kan sagtens bruge – og drage nytte af – nogle af de egenskaber den ‘gamle’ og tidligere generation har skabt masser af succes med. Nemlig at turde være synlig og ikke forsvinde i masserne. At skabe sig en identitet – og at tro på at ens egne kapaciteter, faktisk kan føre til en hel masse.

www.jannichrindom.dk
www.dinerhvervscoach.dk
www.phoner2support.dk