I søndags var det første søndag i advent, men har du ikke allerede en krans, så fortvivl ikke. Du kan hurtigt lave din egen krans – og den kan endda også bruges næste år. Har du allerede en, kan du finde inspiration til næste år, som vil spare dig for meget tid og besvær.
Men hvor kommer traditionen med adventskransen egentlig fra, og hvordan kan du nemt få en adventskrans ind i dit hjem?

Rundt om i de små hjem kan man i dag, finde mange smukt bundne kranse af naturlige materialer. Mange familier nyder at finde kogler, mos og andet naturligt pynt i skoven, og sammen lave en ny krans hvert år. Det kan være en hyggelig tradition, men har du ikke overskuddet eller evnerne til den slags, eller falder det ikke i din smag, er der heldigvis mange andre muligheder.
Du kan købe et flot fad til din ”krans”, som du bruger hvert år eller en stage med plads til fire lys, dem kan man fx finde hos Bydahlliving.dk. Du kan fylde fadet med guldkogler, kunstige bær og friske eukalyptusgrene for at efterligne det naturlige look, eller du kan hænge små julekugler, flotte messinghjerter eller adventstal fra Felius Design for et mere moderne udseende. Du kan også vælge den nemme løsning, og købe fire lys, hvor tallene fra 1-4 allerede er på.

Adventskransen kommer oprindeligt fra Tyskland, og er en relativt ny tradition i Danmark – ligesom juletræet i øvrigt. Traditionelt består den af en krans af grangren med fire lys, der tændes hver søndag i advent. Adventskransen blev først for alvor en tradition i Danmark efter 2. Verdenskrig, hvor lysene blev et symbol på frihed og håb. Lysene var her hvide, mens kransen blev prydet af røde og hvide bånd for at fejre den nyfundne nationalfølelse. I dag kan kransen dog have mange forskellige udtryk, og de færreste forbinder nok kransen med noget politisk eller religiøst i dag. Farvevalg og design afhænger i stedet af den personlige smag, og derfor kan adventskransene findes i mange forskellige udformninger. Her er det kun fantasien der sætter grænser.