Da vi startede Mimer var det som et hobbyprojekt. Baseret på en tilfældighed af efterspørgsel fra venner startede vi op for at tjene lidt håndører. Nu er vi blevet kåret til det mest lovende startup på CBS og forsøger at hjælpe så mange mennesker som muligt med at få drømmejobbet med professionelle ansøgninger gennem vores intuitive platform.

Vi er alle fire studerende og det at drive og starte en virksomhed imens vi studerer har givet os utroligt mange indsigter, erfaringer og kompetencer, som kommer til at gavne os gennem resten af livet. Derfor anbefaler vi alle at springe ud i det mens de studerer.

Start småt
Vi startede ud med 900 kroner, da vi startede. 900 kroner var nok til en simpel wix-hjemmeside, et par 100 kroner på Facebook og professionelle mails til os alle. Herefter bootstrappede vi os vej (i starten gennem venners ordrer) til mere og mere kapital, som vi brugte til at udvide forretningen. Da vi opbyggede nok kapital brugte vi det på at udvikle en ordentlig platform, udbygge vores skribentnetværk mv.

Start uformelt
Det virker fuldstændig uoverskueligt at skulle sætte bogføringssystem, oprette selskab, indberette moms mm. Og hvis din idé ikke flyver, eller hvis du ikke har kapaciteten til at udføre det, så er det en god idé lige at teste hos venner og bekendte eller med en testgruppe, for at se om idéen holder vand.

Læringen er vigtigere end pengene
Vi kører nu på andet år og min privatepengepung har stadig ikke set en krone. For mig er læringen ti gange vigtigere end selve den pengemæssige fortjeneste. De erfaringer man gør sig som iværksættere er usammenlignelige med de ting, du lærer i skolen (ikke at man ikke også skal prioritere skolen.)