Den danske startup Tame, der har udviklet et komplet event-planlægningsværktøj, har i foråret lukket en investeringsrunde på 4,5 millioner danske kroner fra fem forskellige prominente investorer. En af stifterne og CEO, Jasenko Hadzic, fortæller, hvordan han ser Tame blive endnu større, hvilke drømme han har for virksomheden, og hvordan han ønsker at skabe en virksomhedskultur i Tame, der er anderledes end de fleste andre virksomheder.

Af Cecilie Fuhlendorff

Med 4,5 millioner kroner i investeringer har Jasenko Hadzic og resten af teamet i Tame nu fået den kapitalindsprøjtning, der skal gøre mange af deres drømme til virkelighed. Drømmene spænder over flere forskellige parametre, så lad os starte der, hvor Tame startede tilbage i foråret 2016.

De fire stiftere Mickey Switzer Schubert-Suell, Niels Schmidt Hansen, Deividas Jackus og Jasenko Hadzic var vant til gennem deres arbejde at planlægge events og arrangementer. Men hver gang et event skulle stables på benene, endte de med at sidde med en uoverskuelig mængde post-its, informationer i flere forskellige digitale programmer og overblikket over planlægningen kunne være svær at skabe sig. De talte med over 200 forskellige event managers fra hele verden og fandt ud af, at mange oplevede samme problem, og de kunne ikke finde nogen værktøjer, der løste det. Jasenko Hadzic og resten af teamet tog derfor sagen i egen hånd og lavede Tame – et komplet event-planlægningsværktøj, der skulle samle alle planlægningselementerne i ét program, og siden 2016 har virksomheden hurtigt taget fart.

”Det er gået rigtig godt, må man sige. Vi fire stiftere fra Danmark, Litauen og Bosnien har arbejdet hårdt, og vi har holdt fast i det internationale fokus, som vi startede ud med. Det betyder, at vi i dag er i over 80 lande og er på vej mod de 100,” siger Jasenko Hadzic.

Formålet med Tame er, at programmet kan bruges fra start til slut i planlægningsprocessen, og det skal især være et alternativ til velkendte excel-ark. Lige nu er Tame gratis at prøve, men i fremtiden kommer virksomheden til at satse på en abonnementsløsning, som især henvender sig til større virksomheder.

Investorer med forskellige styrker
Investeringerne til Tame er kommet fra fire danske og en svensk business angel, som hver især har kunne hjælpe inden for deres område. Investorholdet består af Tommy Andersen, der blandt andet er formand i Regeringens Iværksætterpanel og Managing Partner i byFounders, Jacob Wandt, der stiftede E-conomic, Anders Pollas, der er medstifter af Podio, Gregers Kronborg, der er tidligere partner i Northzone og svenske serieiværksætter og investor Hampus Jakobsen, der blandt andet solgte The Astonishing Tribe for knap en milliard kroner. For Jasenko Hadzic og resten af Tame var det vigtigt, at investorerne kunne bidrage med forskellig viden og kunne slå til der, hvor teamet selv manglede erfaring.

”Vi valgte nogle investorer, der havde erfaring med SaaS (Software as a service, red.), nogle der selv havde været iværksættere, og nogle der havde taget deres virksomheder og skaleret dem internationalt. De komplimenterer hinanden godt, og nu kommer vi til at bruge dem endnu mere. I starten er det dig som stifter, der ved mest om produktet, og indtil videre har det handlet om at tænke strategisk og optimere produktet, men lige så snart det skal kommercialiseres, og vi skal snakke marketing og økonomi, er det der, vi virkelig kan bruge dem,” siger Jasenko Hadzic.

Nye penge, nye meninger
Med fem ekstra på holdet, der skal være med til at bestemme retningen for virksomhedens fremtid, har stifterne bag Tame også fået flere holdninger at tage hensyn til i virksomhedens drift. For Jasenko Hadzic og teamet har det været vigtigt at finde nogle investorer, der tænkte i samme baner, som de gjorde og kunne se den samme idé blive til en virksomhed. Men med penge kommer også krav, og det har Tame selvfølgelig kunne mærke.

”Der er altid nogen, der vil stille krav, især når de har smidt penge efter det. De har én bestemt måde at drive forretning på, som til tider kan være anderledes end vores måde. For os stiftere har det været sådan, at hvis man finder ud af på rejsen, at det ikke går sådan, som man troede, så vil man gerne hurtigt skifte kurs, men der holder vi os så til vores plan. Vi er stadig på en rejse, hvor vi eksperimenterer, og det vil vi jo gerne have fuld frihed til. Men der kan det finansielle mindset og startup-mindsettet godt clashe engang imellem. Det vil det altid gøre. Kunsten er at finde balancen og ikke falde i de klassiske startup-fælder, som mange oftest gør,” siger Jasenko Hadzic.

Vision om et internationalt event-netværk
Teamet bag Tame er også blevet større. Med nu 13 medarbejdere fra syv forskellige lande og nogle af landets største investorer i ryggen, ser Jasenko Hadzic, hvordan Tame skal være en international virksomhed, der tiltrækker de dygtigste folk fra hele verden og skaber et netværk inden for eventplanlægning.

”Vi vil gerne hjælpe eventarrangører med at blive mere datadrevet, og på sigt vil vi gerne understøtte alle event-elementerne i en platform. Det næste stykke tid kommer vi til at fokusere meget mere på USA. Derfor åbner vi også kontorer i New York,” siger Jasenko Hadzic.

Samtidig skal diversiteten internt i virksomheden hele tiden være i fokus, og det er noget, stifterne har tænkt over fra start af. For Jasenko Hadzic handler arbejdet med virksomheden blandt andet om at skabe en virksomhedskultur, som måske er anderledes end de fleste, men hvor der er plads til forskellige kompetencer og et kreativt miljø. Han ser eksempelvis gerne, at Tame får kontorer spredt over hele verden, som alle medarbejdere kan rejse til og arbejde på.

”Vi har søgt talenter fra hele verden, og vi har forsøgt at holde fokus på diversitet mellem etnicitet, køn og så videre. Jeg synes jo også, det er fedt at udfordre det, vi kender. Jeg er ikke bange for at slippe de der normer, hvor alle kollegaer skal sidde på samme kontor. Hvordan ville det for eksempel være, hvis vi havde kontorer i en masse forskellige lande, og man gav medarbejderne et rejsebudget på et bestemt beløb, og så kunne de selv planlægge at arbejde på de forskellige kontorer? Det betyder noget for kommunikationen i virksomheden, og det vil vi gerne prøve at udfordre,” siger Jasenko Hadzic.

Fremtiden er ikke i Danmark
I det hele taget har Jasenko Hadzic svært ved at se, hvordan Tame skulle kunne blive i Danmark fremover. Han mener, at de manglende muligheder for at tiltrække talenter til landet er en stopklods for, hvordan Tame skal udvikle sig.

”I fremtiden bliver det interessant at se, hvor mange ansatte vi generelt kommer til at have i Danmark kontra i udlandet. Jeg tror, vi kommer til at have flere i udlandet, for det er bare nemmere for os at finde talent uden for Danmark,” siger Jasenko Hadzic.

Han mener, at Danmark som startup-land bør være bedre til at lokke dygtige udlændinge til landet. Mulighederne for at få udenlandske medarbejdere til landet er ikke optimale, og det gør, at Danmark ikke bliver den iværksætterhub, som andre lande kan prale af.  

”Det er et stort problem i Danmark – også når jeg kan sidde og sige, at jeg ikke kan se Tame være i landet i fremtiden. For at blive markedsledere inden for hvert vores felt, så bliver vi nødt til at komme ud over stepperne, og det kræver et helt andet niveau af talent, som bare ikke findes i Danmark. Talent er hovedårsagen til, at du får de første investeringsrunder. Uden et godt team er der lang vej op,” siger han.

Dog mener Jasenko Hadzic, at vi i Danmark er blevet bedre til at sætte fokus på iværksætteri og forandring, mulighederne for investering og kvinder i iværksætterbranchen. Men de små startups har brug for flere muligheder herhjemme. Ellers får de svært ved at overleve.

”Og så er barren for, hvor gode idéerne skal være blevet højere. Mange af vores hverdagsproblemer er løst, så nu bliver du som iværksætter nødt til at fokusere på de lidt sværere problemer, hvor det kræver mere specificeret erfaring,” tilføjer Jasenko Hadzic.

CEO’ens internationale baggrund
Selv kommer Jasenko Hadzic fra Bosnien, hvor han flygtede fra som femårig med sine forældre. En hård start på livet styrkede ham og gav ham tankegangen og mindsettet, der har startet iværksættertrangen.

“Jeg synes, det er fedt at starte initiativer, og jeg har altid vidst, at jeg gerne ville lave noget, hvor jeg kunne komme tilbage til Bosnien og give igen. Da vi kom herop, så jeg mine forældre kæmpe, men jeg har samtidig set dem give en masse tilbage til vores familie i Bosnien, som har haft det svært. Så for mig har det også været en måde at komme dertil, hvor jeg kan hjælpe og gøre, hvad jeg vil og give tilbage til landet. For at få den fulde frihed, så skal jeg jo have mine egne penge og ikke spørge nogen om lov. Jeg vil være herre over mit eget liv,” siger han.

Med en trang til at udrette har Jasenko Hadzic også skulle udvikle sig som person i takt med Tames hurtige udvikling. Hvor han før brugte meget af sin viden om iværksætteri i arbejdet med Tame, er hans rolle nu lidt anderledes. Hverdagen handler mere om de overordnede beslutninger, hvordan han leder sine medarbejdere, og hans managerrolle er i konstant forandring.

“Min største vækstforandring er som menneske. Lige nu går vi fra at være en iværksætterbiks til at stile mod at blive over 30 mennesker i virksomheden. Det betyder, at jeg dagligt kan påvirke mange mennesker i mit arbejde, så jeg er nødt til at have overskud i hverdagen. Jeg fokuserer meget på mine personlige egenskaber, som jeg af og til skal arbejde med. Jeg er for eksempel super utålmodig. Det er noget, jeg har måtte arbejde med, fordi den egenskab ikke altid er lige god. Men den giver også et drive,” siger Jasenko Hadzic.

Og drivet sidder i CEO’en. På længere sigt er drømmen at have skabt en virksomhed, der runder intet mindre end de 1000 medarbejdere.

“Den vil man gerne lige ramme. Det ville være fedt og en klar indikator på, at vi er en velfungerende virksomhed. Det viser, at man så jo må have gjort noget rigtigt,” afslutter han.

 

Tre råd til at opbygge en global virksomhed:
1 Ansæt internationale medarbejdere. Desto flere internationale medarbejdere, desto mere international bliver dig og dine andre ansatte.

2 Gå efter de større markeder hurtigere. Hvorfor skal man starte med et lille marked som Danmark? Danmark er et fint testmarked for mange, og for nogle kan det være et stort marked, men ingen investorer vil klappe i hænderne over, at du har vundet det danske marked. Det betyder intet på den store scene.

3 Afsæt tid til at snakke med folk, der har gjort det før. Andre har lavet de samme fejl, som du kommer til at lave. Du kan undgå dem ved at være åben omkring de udfordringer, du har forude.

Tre råd til det bedste investorpitch:
1 Find ud af, hvem du er, og hvad du vil i denne verden. Mange iværksættere har en ide nu, men mangler en vision. En vision er super vigtig, da det definerer den måde, du vil forandre verden.

2 Forstå, hvordan Business Angels og VC’s tænker og opererer. Når du først forstår det, så forstår du, hvordan du skal kommunikere din historie, og hvad der er vigtigt for dem i dit narrativ.

3 Find ud af, hvad dit narrativ er. I sidste ende skal du kunne formidle din historie på sådan en måde, at du inspirerer. Hvis du kan formå at gøre det og samtidigt eksekvere, så er du ustoppelig.