For 26 år siden slog en af verdens mest kendte skodesignere, Christian Louboutin, dørene op til sin første lille butik i Paris. Sidenhen har Louboutins stiletter med den karakteristiske røde sål fascineret kvinder verden over. Men selvom Louboutins høje stilethæle bliver tilbedt af millioner af fans, står virksomheden over for et stort varemærkeproblem, som kan få enorme konsekvenser for brandet.

Udover et slående design er Louboutin-stiletterne meget karakteristiske takket være den pulserende røde farve, der findes på alle brandets stilet-såler. I virksomhedens øjne er den røde detalje et helt afgørende element i designet og dermed i virksomhedens brand, og skoproducenten var derfor lynhurtig til at række ud til EU-Domstolen, da det viste sig, at den hollandske forhandler Van Haren var begyndt at sælge højhælede sko med lignende røde såler.

Men i februar i år tog sagen en drejning, og blev meget mere kompliceret end Louboutin kunne have forudset. Ifølge generaladvokaterne ved EU-Domstolen kan Louboutins varemærkebeskyttelse på de røde såler, der går fra 2010 til 2013, rent faktisk være ugyldig. Der er ikke faldet endelig dom i sagen endnu, men taget i betragtning, at dommene ofte følger generaladvokaternes råd, er det vores vurdering hos CompuMark, at sagen med stor sandsynlighed ender med, at Louboutin ikke længere har retten til det populære stilet-design.

Sagen er utrolig kompleks, fordi Louboutins varemærke kræver retten til både den røde produktfarve og sålens unikke design.
I en artikel fra The Trademark Lawyer forklares sagen mere detaljeret, og heri hævder advokatrådgiver Maciej Szpunar, at den røde farve ikke giver anledning til en varemærkesag i sig selv, men at farven i kombination med sålens unikke form, kan give anledning til en sag. Men når den røde farve i sig selv ikke er karakteristisk nok til at blive identificeret som Louboutins egen, kan virksomheden så virkelig stoppe andre fra at bruge samme farve på deres skosåler?

Louboutin-sagen kan få stor indflydelse på modeverdenen

Sanjay Kapur, som er partner og varemærkeadvokat hos Potter Clarkson LLP, har udtalt sig til The Guardian om Louboutins varemærkesag, og han sætter problemstillingen i perspektiv: “Hvis EU-Domstolen følger generaladvokaternes vurdering, kan det betyde, at Louboutin ikke vil være i stand til at stoppe sine konkurrenter fra at sælge sko med røde såler. Den røde sål kan derfor blive allemandseje, hvilket vil reducere prestigen ved Louboutin-mærket markant.”

Louboutin varemærkets unikke sag kan vise sig at få stor indflydelse på modeverdenen. EU-Domstolen kan i fremtiden bruge sagen som målestok for andre kommende varemærkestridigheder i modeverdenen, og den endelige dom kan resultere i, at Louboutin foretager væsentlige ændringer i sit verdensberømte skodesign.

Modeverdenen venter i spænding på det endelige resultat af denne mærkværdige sag.