Det hele startede i sommeren 2014. Jeg var lige startet i 1.E på iværksætterlinjen på Roskilde HHX. Jeg havde hele mit liv gået og ikke vidst hvad jeg ville være, lige indtil jeg blev præsenteret for den linje. Det hele gik pludselig op for mig, at alle mine personlige egenskaber og mine krav til mit arbejde pegede fuldstændig på at jeg var født til at skulle være iværksætter. Jeg har altid været utrolig kreativ og gjort tingene på min egen måde. Jeg har altid elsket at kaste mig ud i ting, uden at vide hvordan det ender. Stædig er også et ord jeg er bekendt med, nærmest på grænsen til det ubehagelige. Jeg husker mig tilbage for mange år siden, hvor min bedste ven og jeg var ude at spille basketball sammen en tidlig sommeraften. Vi valgte et punkt hvor vi skulle kaste bolden i kurven. Hver gang det lykkedes, skulle vi gå lidt længere tilbage. Vi nåede til sidst til det punkt hvor vi dårligt kunne ramme kurven pga. afstanden. Efter 20 minutter opgav min ven og stod istedet og kiggede imens jeg forsøgte, men efter noget tid sagde han til mig jeg skulle droppe det. Jeg ignorerede ham og fortsatte. Jeg blev ved med at føle, at hvis jeg bare kastede én gang mere, så ville jeg ramme, men det fortsatte i uendeligheder. Som tiden gik, begyndte solen stille og roligt at gå ned. Min ven forlod mig og nu stod jeg der alene. Jeg var rasende. Ikke på ham, men på mig selv. Jeg råbte og skreg og kastede bolden ned i jorden, men jeg fortsatte og stod der i flere timer imens jeg forsøgte. Efter utallige forsøg, så var den der pludselig. Bolden røg gennem nettet, og alle mine frustrationer blev overskygget af en flydende lykkefølelse. Jeg fandt simpelthen så stor tilfredsstillelse ved at have gjort det, på trods af min unge alder på blot 12-13 år.

Tilbage til historien. Det var sommeren 2014 og jeg var 16 år. Jeg havde længe villet have et par sorte hullede jeans, problemet var bare at man simpelthen ikke kunne købe de sorte hullede jeans nogle steder på daværende tidspunkt. Det endte med at jeg købte 10 par sorte jeans hjem fra England, lavede huller i dem og solgte dem på ingen tid. Dér fik jeg idéen om at starte mit eget tøjmærke. I starten var der mange som grinede af mig, selv mine tætteste og nærmeste, men det ændrede sig stille og roligt.

Jeg havde absolut ingen erfaring inden for design, tøjproduktion, bogføring, SKAT & moms, import osv. – mildt sagt, så var jeg fuldstændig på bar bund. Jeg satte mig ned, lagde en step-by-step plan og fulgte den. Jeg brugte måneder på at finde den rette tøjproducent og var bogstaveligtalt i dialog med 30-40 forskellige tøjproducenter fra hele verden. Jeg fandt endelig den rette, sendte mine designs til ham og en måned efter fik jeg én prototype hjem af hvert design. Det var en kæmpe succes for mig, at kunne gå rundt i nogle jeans og sige at man rent faktisk helt selv havde designet og fået dem produceret. Der var nogle ændringer der skulle foretages på et af bukserne som producenten blev gjort opmærksom på, inden at jeg skulle bestille den store ordre og det troede jeg at han havde forstået korrekt, det viste sig så senere som en kæmpe katastrofe… Jeg skulle nu betale min producent. Forestil jer at overføre hele sin børneopsparing, alt hvad man ejer + et lån man har taget, til en person man aldrig i sit liv har mødt før og som sidder ovre på den anden side af jordkloden, som man har mødt via et tøjforum. Det var det jeg gjorde, uden den mindste form for garanti. Alt gik heldigvis godt og produktionen af mine designs gik faktisk i gang. Et par måneder efter er hele kollektionen blevet færdig og så skulle de ellers på en 45 dages rejse imod Danmark. Det var 45 meget lange dage, specielt når der kom diverse ekstra regninger på mange tusinde kroner fra fragtselskaberne pga. en fejl hos producenten, og ud over det var hele kollektionen tæt på at blive sendt retur til Vietnam pga. denne fejl. Altså mit halvandet års arbejde, som jeg havde lagt alle penge og alt energi i, var faktisk ved at gå tabt kun kort før målstregen. Jeg mistede kontakt til tøjproducenten og stod med store ekstra regninger, men dem fik jeg betalt og fik derfor tøjet hjem.

Følelsen i kroppen at laste de 32 papkasser ind i den mini trailer jeg havde lejet gratis hos Ikea var ubeskrivelig. Jeg havde aldrig haft så meget adrenalin i kroppen da jeg kørte traileren hjem mod lille Taastrup d. 3 december 2015. Jeg skulle have skudt photoshoot d. 11 december, som var et shoot jeg ikke kunne misse da modellen og fotografen begge var booket i hele december, og jeg skulle åbne inden jul. Jeg var den lykkeligste mand nogensinde, lige indtil jeg åbnede papkasserne…. De ændringer der skulle have været sket på det ene design af bukserne var misforstået så meget, at bukserne ligeså godt kunne blive smidt ud. Det skal siges at jeg i alt havde 2 designs som begge var jeans, og der var 75 par af hvert design – det var derfor 50% af kollektionen som var klar til at blive smidt ud. Producenten havde klippet enorme huller i bukserne som ikke kunne reddes. Jeg gik fra at være verdens lykkeligste mand til verdens mest rasende og skuffede mand. Jeg gik op på mit værelse, smadrede min dør af frustrationer og satte mig hulkende i min seng. Jeg kan huske at jeg tog mit hoved ned i puden og skreg alt hvad jeg kunne. Alt mit arbejde jeg havde lavet på halvandet år følte jeg i det øjeblik var ødelagt. Det slog mig pludselig hvad jeg havde gang i. Jeg tog mig sammen, tørrede øjnene og gik nedenunder. Jeg kiggede på bukserne og tænkte… De her bukser skal være klar til d. 11 december, hvad kan jeg gøre? Noget slog mig. Min idé om at lave hullede bukser som jeg fik for halvandet år siden hvor der ingen sorte hullede bukser var, var nu for sent alligevel, da de allerede var blevet lavet på daværende tidspunkt, så jeg kunne ligeså godt finde på noget nyt, da moden konstant ændrer sig. De næste to dage kørte jeg hjemmefra tidlig morgen for at besøge diverse stof butikker og systuer og kom hjem sen aften. Det endte med at jeg købte en masse camouflage stof, fik en aftale med en systue og fik dækket de store huller med camouflage stof for at gøre bukserne unikke. Held i uheld, kan man sige, fordi slutresultatet var fantastisk. Bukserne blev klar til d. 11 december og jeg fik skudt både fotoshoot og reklamevideo den dag. Alt var nu klart. Jeg manglede blot at modtage billederne fra fotografen og så kunne jeg åbne. Et par dage før åbningen finder jeg ud af at mit logo, hvilket var Den Lille Havfrue, åbenbart var varemærkebeskyttet og Arvingerne til Den Lille Havfrue åbenbart havde sagsøgt mange virksomheder i Danmark for varemærkekrænkelse. Det ville være nemt nok at skifte sit logo, problemet var bare at jeg havde fået printet 300 skotøjsæsker med Den Lille Havfrue, som jeg kunne sende mit tøj afsted. Igen, var det et problem som bare skulle løses. Det endte med at jeg fik lavet et helt nyt logo, fik bestilt klistermærker med mit logo på som jeg kunne dække Den Lille Havfrue med på skotøjsæskerne og så blev jeg klar og åbnede min hjemmeside d. 24 december 2015.

Jeg åbnede med et brag. Flere aviser dækkede min historie heriblandt Euroman. Brandon Beal, Frederik Fetterlein, Pagefour m.fl. kendte promoverede mine bukser. Jeg deltog i Copenhagen Fashion Week 2016. Jeg holdte events for RAREMOND på en masse forskellige natklubber og jeg havde det ret vildt i nogle måneder. Pludselig blev jeg ringet op af en scout fra Løvens Hule og deltog i sæson 2 som den yngste deltager på 18 år. Jeg tog derind med det udgangspunkt at det ville være fantastisk promovering uanset hvordan det nu gik. Jeg kom i kontrovers med investorerne og måtte gå tomhændet derfra. Jesper Buch sagde endda på afsluttende vis at jeg ville få brug for held og lykke hvis det jeg havde gang i skulle blive en succes. DR lagde derefter klippet op på Facebook kun med mig, hvilket endte med at gå viralt med over 1 mio. visninger, flere tusinde likes og kommentarer hvor en stor del af dem var negative. Voksne mennesker kaldte mig bl.a. for en forfærdelig iværksætter, at jeg aldrig ville blive til noget og at min virksomhed var dømt til at fejle.

I dag er jeg 20 år og sidder med min første investor, som lige har betalt for den anden kollektion. Men jeg er altså ikke kommet sovende til det, for hvis vi lige spoler tiden lidt tilbage, så gennemgik jeg min største nedtur hidtil. I sommeren 2016 bliver jeg alvorligt sygt. En dag vågner jeg op og er lam i hovedet og hele min krop er svækket så meget for kræfter at jeg skal have hjælp til så simple ting som at tage tøj og sko på. Mit centralnervesystem var angrebet samtidig med at jeg havde hjernehindebetændelse hvilket også resulterede i at jeg havde inflammationer i hjernestammen og kranienerverne. Efter 2 måneder blev jeg udskrevet. Jeg skulle på trods af 2 måneders fravær i gymnasiet kæmpe mig igennem 3.G. alt imens jeg stadig var syg og gennemgik et intensivt genoptræningsprogram. I sidste ende lykkedes det og jeg gennemførte gymnasiet. Det er 1 ½ år siden at jeg blev syg, og er stadig ikke kommet mig helt, men dog er det først på nuværende tidspunkt at jeg for alvor føler mig klar til at drive min virksomhed.

Som det hele flasker sig med investoren, går jeg igang med at planlægge min deltagelse under Copenhagen Fashion Week 2018, d. 2 februar. Flere hundrede invitationer var sendt ud, journalistaftaler var på plads, aftale med Absolut Vodka om at de ville sponsorere eventet, aftalen med The Zoo (lokation), aftale med modeller samt fotografer var på plads – alt spillede. D. 19 januar altså to uger inden mit show får jeg at vide at tøjet ikke kan nå at blive færdigt og har ikke kunnet set billeder af det, så anede ikke om de overhovedet var gået igang. Jeg besluttede mig samme dag for at bestille en billet til Portugal uden retur. Jeg lovede mig selv at uanset hvad så ville jeg først rejse hjem når jeg havde mit tøj og det skulle være inden mit show. Jeg kommer til Portugal d. 22 januar – altså 10 dage inden mit show. Jeg møder en masse udfordringer, fordi tøjet er fordelt på flere fabrikker, så der er pludselig absurd mange led. Min største bekymring var at det enten ikke var syet eller at det var låst et sted og at de ikke ville kunne udlevere det. Min agent og jeg tager ned på fabrikkerne og presser dem i flere timer. Vi ender med at lave en aftale med dem, så jeg kunne få udleveret det tøj de nu havde. Jeg var med under hele processen og så hvordan de producerede og klargjorde alle mine styles. Mine jeans og hættetrøjer nåede at blive klar, men denim jakkerne nåede kun at blive syet. Den manglede altså at blive ripped, printet, broderet og farvet. Da jeg fortalte producenten at jeg selv ville sørge for alle de processer på blot én uge, der grinede de af mig. D. 25 januar startede min hjemrejse og mine kufferter var fyldt til kanten med tøj, så jeg lige akkurat havde nok tøj til mit show. Jeg kom hjem om aftenen og tog på møntvaskeri og forsøgte mig med at farve jakkerne. Det blev en fiasko, og jeg var helt ude af den. Jeg var rejst hele vejen til Portugal for at hente mit tøj som lykkedes, og så fejlede jeg lige før målstregen. Imens jeg stod og kiggede på de ødelagte jakker, slog det mig pludselig. Hvorfor lod jeg ikke bare en kunstner male på dem og sælge dem eksklusivt? Da jeg kom hjem fra møntvaskeriet samme aften, der tog fat i den unge successrige kunstner, Martin Brachér (By Brachér). Vi snakkede til langt ud på natten og fik lavet en aftale, som lød således – han skulle male unikt på hver af de 9 jakker, derefter ville de blive nummereret fra 1/9 og aldrig mere blive sat i produktion – dette for at gøre dem endnu mere eksklusive. Da jeg vågnede næste dag, kørte jeg med det samme ud til Martin hvor jeg afleverede jakkerne og vi brainstormede om temaet. Vi blev enige om at RAREMONDs værdier for den nye kollektion (REDITIO), skulle udfoldes gennem hans kunst på jakkerne. D. 31 januar hentede jeg jakkerne hos Martin og afleverede dem hos min syerske i Danmark, som manglede at lave sidste rettelser. Torsdag aften d. 1 februar – 1 dag inden mit mange måneders planlagte modeshow der afhentede jeg jakkerne 100% færdige hos syersken. Jeg følte en ubeskrivelig følelse af velfortjent lykke der fyldte min krop. Det her var resultatet af hårdt arbejde og en “never-back-down” attitude. Jeg kan altså sige med sikkerhed, at hvis ikke jeg havde rejst til Portugal d. 22 januar, så havde jeg simpelthen ikke modtaget tøjet i tiden og ville være nødsaget til at aflyse mit come-back og modeshow – samtidig skuffe mig selv og blive sortstemplet af en masse mennesker. Jeg lærte at udfordringer skal omfavnes, for modgangen endte med at åbne nye døre for mig, og stillede mig faktisk endnu bedre end planlagt. Jeg lærte en masse fantastiske mennesker at kende i hele den her proces og jeg fik lanceret min nye kollektion til mit modeshow d. 2 februar 2018 under Copenhagen Fashion Week.

RAREMONDs nye kollektion hedder ”REDITIO”, og betyder comeback på latinsk. Kollektionen symboliserer i høj grad den rejse jeg har været på de sidste 2 år. En rejse med en masse modgang, men også gåpåmod. Den er et bevis på at uanset hvor slemt det ser ud og uanset om man har hele verden imod sig, så skal man nok klare den så længe man har vedholdenhed og holder hovedet koldt.

Så på trods af afvisningen hos investorerne i Løvens Hule, den negative omtale omkring mig som iværksætter og at min virksomhed var dømt til at fejle, den kæmpe nedtur som jeg gennemgik og kaosset i Portugal – så har jeg altså alligevel formået først at finde en investor som har investeret i RAREMOND samt at kunne lancere min kollektion til Copenhagen Fashion Week 2018 endnu bedre end forventet. Mit comeback er kun starten på et langt og spændende eventyr i modebranchen.

(Billedet er fra da jeg rejste ned til min producent i Portugal)