Nyt whitepaper om krisestyring giver seks grundregler ud fra et PR-perspektiv, når krisen rammer. Vend den anden kind til, tænk langsigtet og gem din indre Dirty Harry væk er de væsentligste.

Du får forhåbentlig aldrig brug for det, men hvis du gør, er det godt at vide på forhånd, hvordan du skal gribe krisestyringen an – du får nemlig ikke rigtig tid til at overveje det, hvis helvedet bryder løs, og alles øjne er rettet imod dig for at finde en løsning. Her får du de basale grundregler for praktisk krisestyring. Følg dem, tilsæt sund fornuft og undgå den helt store katastrofe.

Vend den anden kind til
Du behøver måske kun at læse det første punkt. Nogle gange kan en krise nemlig afblæses, hvis man giver dem, der har uret ret, eller hvis man indgår et kompromis, selvom man rent juridisk eller moralsk ikke behøver at gøre det. Kriser kan være opslidende og ressourcekrævende, så hvis de kan undgås ved at udvise lidt storsind, så kan det være en god ide.

Afdæk interessenter og motiver
Hvem er involveret, og hvad står de til at opnå eller miste afhængig af udfaldet? Her er det vigtigt også at inkludere de interessenter, der ikke er direkte involveret i konflikten. Det kan eksempelvis være en brancheorganisation eller en samarbejdspartner.

Tænk langsigtet
Du er midt i orkanens øje, og du bliver bedt om at få det hele til at gå over og falde til ro hurtigst muligt. Med andre ord har du meget at se til. Men du skal faktisk mest af alt tænke på, hvor virksomheden skal hen bagefter, for det definerer i høj grad, hvordan du skal kommunikere midt i krisen. Det betyder også, at du til tider skal afstå fra at tage nogle hurtige sejre, fordi de i virkeligheden modarbejder det langsigtede formål med krisestyringen.

Afgræns din kommunikation
Det værste man kan gøre er at kommunikere alt for meget og til alt for mange. Vælg din talsperson samt dine budskaber og kanaler med omhu. Selvom ”ingen kommentarer” aldrig er den prioriterede tilgang, så kan Dirty Harry gunslinger-stilen være endnu mere skadelig. Man kan ikke tie en saftig skandale eller stor konflikt ihjel, men ved at styre kommunikationen kan man faktisk godt gøre historien noget mindre.

Takt og tone
Optræd sobert og høfligt. Hvis der er nogen, som fortjener at blive svinet til, så lad det gå ud over potteplanten i vindueskarmen, for rent kommunikationsmæssigt er det en virkelig dårlig ide at gøre det i det offentlige rum.

Lyv ikke
Det lyder måske banalt, at man ikke må lyve, men ikke desto mindre lader rigtig mange sig friste af, at en lille løgn eller to får det hele til at tage sig meget bedre ud. Udover det etiske og moralske er der to praktiske grunde til at afholde sig fra at lyve. En løgn fører til flere løgne, og det er svært at håndtere. Når (og ikke hvis) det bliver opdaget, er det hele tabt. Når journalisterne finder ud af, at du har løjet over for dem, er der ingen nåde. Det samme gælder den offentlige opinion.

Dette whitepaper er det femte i rækken. De andre handler om pressemeddelelsen og dens sprog, journalistkontakt og organisering af en pipeline med relevante nyheder og historier.

Om Klaus Risom Rådgivning
Klaus Risom Rådgivning er en konsulentvirksomhed inden for kommunikation med udgangspunkt i Public Relations. KRR tilbyder ydelser til private virksomheder, offentlige institutioner og organisationer, der har behov for at få deres budskaber kommunikeret i offentligheden, typisk via medierne. KRR is a consultancy within communication and the primary driver is Public Relations.