Gør som Pippi Langstrømpe – tro på dig selv. Bryd vanetænkningen og lær af iværksættere. Uanset forretningens størrelse er innovation og ideudvikling et must, og her kan iværksættere og etablerede virksomheder få uendelig meget gavn af hinanden.

Af Lone Vibe Nielsen

Sådan lyder opråbet fra Jesper Eiby Christoffersen, Google Denmark, marketingsansvarlig for SMV-er i Nordeuropa, Ivækst-partner og primus motor i initiativet Succes Online, der giver mindre virksomheder Digitale kompetencer til at agere i fremtiden.

Mange helt store virksomheder som Danske Bank, Berendtsen og medicinalvirksomheden Leo Pharma har allerede inviteret iværksættere og små virksomheder indenfor, og endnu flere – også mellemstore virksomheder – kan styrke deres forretning, hvis de åbner for et samarbejde, pointerer han.

”Hvad der tager 100 år for en stor virksomhed, kan de små få til at ske i morgen. Iværksættere ser ikke barrierer på samme måde, som store virksomheder gør. De har en helt anden måde at angribe problemstillinger på. Det handler det om at investere i fremtiden. Ofte er iværksættere bedre til at bygge mod den. Måske fordi de ikke har noget eksisterende, de kan tabe. De er nødt til at finde et hul i markedet eller noget, der bliver et hul i markedet. Det kan store virksomheder i høj grad lære af. Der er ingen grund til at tøve. Tværtimod,” siger Jesper Eiby Christoffersen.

Dyrt at sove i timen
Gevinsten ved at samarbejde overstiger langt ulemperne, vurderer han. Nogen gange er det de store, der vinder stort ved at få det energiboost, iværksættere kan tilføre virksomheden. Andre gange er det de små, der lige har manglet support, stabsfunktioner og en god kantine og alle de andre ting, som en stor virksomhed kan bidrage med. Og selvom det umiddelbart går godt for den enkelte virksomhed, ændres virkeligheden hurtigere end nogensinde før. Det kræver årvågenhed ikke at blive løbet over ende, pointerer Google-direktøren.

I går er længe siden
At bevare iværksættergejsten er derfor helt essentielt, hvis virksomheden skal klare sig i det fremtidige kapløb, hvor konkurrence ofte kommer fra en helt uventet kant. Således ejer hotelbranchens største konkurrent Airbnb ikke en eneste seng. Største trussel mod Mærsk er 3D-printeren, og Kodaks største udfordring var ikke, at en anden producent fremstillede bedre kameraer. Tværtimod. I stedet blev kameraer indbygget i andet produkt: mobiltelefoner. Så det gælder om at være beredt og turde bryde vanetænkningen.

”Du er nødt til at obstruere den måde, du tænker på og udfordre din egen virksomhed. Første og største barriere er at bryde mantraet ”sådan har vi altid gjort”. Glem det. Hvis I gjorde tingene på en måde i går, er det ikke smart at gøre præcis det samme i morgen, når vi nu ved, at verden forandrer sig hvert eneste sekund. Jeg kender mange mellemstore virksomheder, hvor ledelsen mangler evne til at se perspektiverne og instinktivt siger nej til en idé, hvis de ikke umiddelbart forstår den. For at bryde den inerti skal du have en entreprenør med, som kan udfordre tænkningen. Det er her, hvor de små kan gøre en forskel for de store,” siger Jesper Eiby Christoffersen.

Ideer drukner uden fokus
Men ingenting kommer af sig selv. Heller ikke innovation. Virksomhederne skal være meget bevidste om, hvordan ideudviklingen fremmes – og prioritere det i hverdagen på en måde, så ideer også reelt har udsigt til at blive realiseret.

”I mange af de her mellemstore virksomheder hænger der en forslagskasse henne ved kantinen, men ellers er der ingen klar proces for, hvordan ideudviklingen styrkes. Ris og ros – begge dele er vildt vigtigt. Hvis alt går op i drift, så kommer du bare ikke videre. Du er nødt til at allokere tid til det, om det så bare er et kvarter om dagen eller to timer om ugen. I Google har vi for eksempel en 80/20-regel, så der er tid til innovation,” siger Jesper Eiby Christoffersen.

Selv om Google i dag har over 70.000 ansatte over hele verden, ser virksomheden stadig sig selv som en iværksættervirksomhed.

”Vi har også været små engang. Og det er den mentalitet, som vi bare ikke vil give køb på. Selv om vi er kæmpe, kæmpe store, så ser vi os som den største startup i verden og arbejder målrettet på i hvert fald at forblive lille og fleksibel af sind. Det bliver vi punket med hver uge af vores CEO,” siger Jesper Eiby Christoffersen.

De langsomme dør
Hos Google manifesterer iværksættermindsettet sig blandt andet i mantraet ”better fast than slow” – og en anerkendelse af, at det er bedre at fejle end intet at foretage sig. Hellere prøve nye ideer af end teste sig ihjel.

”Vi får måske 100 ideer. 80 af dem får vi smidt væk i en gevaldig fart. Så får vi kvalificeret de tyve af dem og sendt i markedet. Så er der måske fem, som virker godt – og én, der bliver superduper. På et tidspunkt forsøgte vi at få Post Danmark med i Succes Online-samarbejdet ud fra devisen om, at når retail-leddet bliver digitalt, så ville der blive masser af varer at bringe ud. Men ligesom hos mange andre virksomheder, var beslutningsprocessen her for langtrukken. Og efter min mening med for få ideer og for lang en beslutningsproces med for mange udvalg, inden nye initiativer kunne føres ud i livet,” siger Jesper Eiby Christoffersen.

Tøv eller vind
En af pointerne er at tænke ekstremt og ikke lade sig stoppe af, at det umiddelbart virker umuligt. ”10X-tænkning” og ”turn can´t into can if ”, som Jesper Eiby Christoffersen udtrykker det.

”Hvis du har en bil og skal forbedre dens økonomi og øge dens motoreffekt med ti procent, kan du skrue op og ned og putte nogle nye ting ind i motoren. Men hvis den skal køre ti gange så hurtigt, skal du tænke radikalt anderledes og bygge en ny motor. Og hvorfor kun markedsføre sit produkt i Danmark, hvis det kan sælges i hele verden? Man skal turde. Men, dem der vinder, er dem, der kan finde ud af at sige: Jeg har ingen penge, men jeg gør det alligevel. Eller som Pippi Langstrømpe: Det har jeg ikke prøvet før. Det er jeg sikkert god til, siger Jesper Eiby Christoffersen.

Unge drages mod startups
Måske fordi iværksætterne ikke har noget eksisterende at tabe, er de gode til at tænke setuppet anderledes og gå radikalt anderledes til værks. Blandt andet er de gode til at favne bredt og som Airbnb sælge noget, som ikke er deres, men som gør deres forretning mere attraktiv og giver den mere værdi.

”Tag nogle chancer. Måske bliver det noget juks. Man ved det ikke. Men du ved, at hvis du intet gør, så taber du helt sikkert,” siger Jesper Eiby Christoffersen.

Mens Google i Danmark er en af drivkrafterne bag Succes Online, der de seneste tre år har undervist danske medarbejdere fra 30.000 mindre virksomheder i digitale færdigheder, har det verdensomspændende initiativ særlige co-working-spaces målrettet iværksættere i Sverige og flere andre store markeder.

”Entrepreneurship er det nye sort. Da jeg gik ud af handelshøjskolen for 20 år siden, ville alle til store virksomheder som Danske Bank og Mærsk. Nu er den lyseblå skjorte ikke i helt så høj kurs længere. I dag er det startups, at være med til at definere sin egen hverdag og skabe fremtiden, som trækker. Så på med hættetrøjen”, siger Jesper Eiby Christoffersen.