På rekordtid har de nye kræfter bag non-profit organisationen, TechBBQ formået at tiltrække international opmærksomhed til Danmarks største startup-summit, som afvikles i Operaen på Holmen den 20. september. Early bird-billetterne blev revet væk som til en pop-koncert.

Det nye team forventer at samle 1.700 mennesker fra det lokale og globale iværksættermiljø. Meget tyder derfor på, at de har fået sammensat et summit-program, som både tiltrækker kendte startup- og scaleup-ikoner, ildsjæle med innovative forretningsplaner, og mange andre mennesker med kompetencer på tværs af brancher og lande.

Non-profit organisationen TechBBQ er siden 2012 drevet af Trendsonline-stifter, Daniel Laursen og teamet bag startup-mediet. I februar i år besluttede han, at det var tid at overdrage startup-summittet til nye kompetente kræfter, nemlig Troels Jørgensen og Avnit Singh, som også er kræfterne bag Startup Borgen. De skal nu i samarbejde med en ny, stærk styregruppe bestående af kendte beslutningstagere fra iværksættermiljøet udvikle TechBBQ til Danmarks største startup-summit til internationale standarder.

Vejen til vokseværk

Det nyindtrådte medlem af styregruppen, David Helgason er imponeret over, hvad teamet har nået på den korte tid siden overdragelsen: ”Det er en kunst at stille et så ambitiøst projekt på benene på så kort tid. Teamet er startet fra et punkt, hvor det handlede om at gøre det umulige muligt. At early bird-billetterne bliver revet væk allerede første dag er sgu sejt!”

”I udviklingen af TechBBQ har vi sammen med styregruppen fokuseret på, at Danmark skal afholde summits på niveau med USA, Sverige og Finland. Derfor vil Operaens balkoner blive fyldt med aktiviteter som workshops og netværksmøder som ’Investor Corner’ med speed dating for Business Angels og pitch-runder for venture kapitalfonde, udstillinger med fremtidens innovative startup-services, virtual reality og robotter. Det giver folk mulighed for at opleve ny teknologi og møde morgendagens kunde, kollega, chef eller investorer. Scenen bliver fyldt med toneangivende speakers, og så slutter vi dagen af med et brag af en afterparty på Papirøen,” siger Avnit Singh.

Med et summit som TechBBQ er det derfor det nye teams plan, at danske virksomheder og iværksættere får adgang til kapital og vokseværk på samme måde som kolleger og konkurrenter årligt oplever via SxSW i USA, Stockholm Tech Fest i Sverige og SLUSH i Finland.