Det er nemmere at konvertere en kunde anden gang end første gang.

Ved første konvertering skal du betale penge i Google AdWords, Facebook eller lave en større investering i søgemaskineoptimering.

For anden konvertering kan du i stedet sende en mail til kunden, der kender dig i forvejen – eller måske lægge kunden ind i et custom audience på Facebook og ramme alene tidligere kunder til nogle håndører per konvertering.

Det kan du også automatisere. Et godt eksempel på dette er hvordan elektronikshoppen Evermart.dk gør.

Christian Sodemann bag shoppen har gjort udsendelse af gavekort helt automatisk efter køb.

Hvis du køber for 100 kroner på shoppen får du efter 15 dage tilsendt et gavekort på 10 % af det beløb – det vil sige 10 kroner. Hvis du køber for 277 kroner får du efter 15 dage et gavekort på 27 kroner. Sådan fortsætter den bare op.

Nogle ordrer er større end andre – fx koster et gamerkeyboard nemt 1.000 kroner. Kunden får så her et gavekort på 100 kroner efter 15 dage. Med 100 kroner i gavekort er der en forholdsvis høj konvertering på at få kunden til at handle igen. Prisen for at få en kunde ind med almindelig markedsføring rammer nemt 100 kroner eller mere – en i praksis gratis e-mail med gavekortet er derfor en god forretning.

Tricket ligger i at automatisere denne mail. Det hjælper ikke manuelt at sende dem ud. Du kan automatisere i dit system, at betalende kunder efter fx 15 dage (så har de fået varen, er glade og har måske fået et nyt behov, du kan dække) får en unikt produceret rabatkode.

Med nogle systemer som Shopify og Magento kan du købe extensions, der klarer det for dig – med andre systemer skal du selv kode en løsning eller finde en udvikler, der kan hjælpe dig videre.

Sørg ligeledes for at have en autoresponder-serie af mails klar, når folk ad almindelig vej tilmelder sig til dit nyhedsbrev. Automails koster dig ikke en krone, når de først er blevet skrevet – til gengæld kan de sælge r*ven ud af bukserne igen og igen, mens du har fokus på andre driftsdele af din forretning!

Tippet er herved givet videre til alle webshops, der læser med hos Crowdnews.