Det største problem for iværksættervirksomheder er at blive synlige for potentielle kunder. Affiliate partneraftaler kan være vejen frem for især digitale forretninger og autobutler.dk har gode erfaringer med partnerskaber som hjælper portalen med at være tilstede på alle de sites, hvor bilejerne findes.

Værkstedportalen øger nu sin tilstedeværelse på internet markant efter en aftale med guloggratis.dk. Løsningen betyder at værkstedsportalen integreres så man kan tilgå den direkte fra GulogGratis.dk. De to aktører har langt over en halv million aktive brugere om måneden og ved at samle salg/køb af bil og bilværksteder på samme område bliver det tydeligt for bilejere, at de kan skaffe bedre priser på værkstedsregningen via internet.

Affiliate partnerships er gevinst for begge
Som nystartet site er det afgørende, at være synlig på de medier, der er relevante for potentielle kunder og strategien om at gå sammen med eksisterende aktører har vist sig at være en gevinst for autobutler.dk, der siden starten for fem år siden aktivt har søgt samarbejdsrelationer med relevante websites.

“Vi vil gerne være et museklik fra bilejerne, og er derfor interesserede i at være alle de steder, hvor bilejerne findes. GulogGratis.dk er en af Danmarks førende digitale annoncesider, og vi tror derfor der kommer synergieffekter ud af samarbejdet til gavn for både vore værksteder, og kunderne hos GulogGratis.dk”, fortæller autobutler.dk adm. dir. Christian Legêne.

“For GulogGratis.dk er det vigtigt hele tiden at tilpasse os, og tilbyde vores brugere relevante tjenester der komplimenterer vores service. Her ser vi netop autobutler.dk som en oplagt kandidat der giver god værdi for vores brugere – Senest har jeg selv sparet 11.633 kr. ved at bruge autobutler.dk”, siger GulogGratis.dk kommerciel chef Rasmus Hovgaard Hansen.

Bilbranchen bliver digital
Aftalen sætter fart på den udvikling hvor kunder flytter fra de fysiske værksteder til internet. Både autobutler.dk og GulogGratis.dk oplever for tiden en tilstrømning af bilejere, der ønsker at bruge nettet til at få viden om deres biler før bilen skal sælges eller før et besøg hos mekanikeren. For at sikre bilejerne bedst muligt er der uafhængige stikprøvekontroller af de tilsluttede værksteder og krav om at alle tilsluttede værksteder bl.a. lader sig bedømme af bilejerne.