Take away portalen Hungry.dk introducerede i sommer Bitcoin som en betalingsmulighed på hjemmesiden. I samarbejde med betalingsudbyderen Coinify kan forbrugerne bestille pizza, burger eller sushi og betale med Bitcoin i mere end 800 restauranter i hele landet.

Siden Bitcoin blev introduceret som en betalingsmulighed i sommeren 2014, har overraskende mange forbrugere brugt Bitcoin frem for Dankort, kreditkort eller PayPal.

Ifølge direktøren Rune Risom er en af årsagerne til, at Bitcoin blev introduceret i første omgang, at det gav nogle andre fordele i forhold til almindelige kortbetalinger:

“Med kreditkort oplever vi svindel, og det kan man ikke gøre på samme måde med Bitcoin. På den måde behøver vi ikke at bekymre os om svindelforsøg med stjålne kort. Bitcoin giver en større sikkerhed, og det, synes vi hos Hungry.dk, er vigtigt, når vores forbruger bestiller take away på nettet. Til vores store overraskelse ligger 4-5 procent af bestillinger hos Bitcoin”.

I Danmark er det i øjeblikket muligt at betale for digitale tjenester, bøger eller elektronik med Bitcoin. Med mere end 800 restauranter i hele landet, er madkategorien også kommet på listen.

I 2009 blev Bitcoin første gang introduceret, som et forsøg på at lave en valuta udenom banker og myndigheder. I dag er Bitcoin valutaen repræsenteret over hele verden, og Hungry.dk ønsker at imødekomme efterspørgslen:

“Det skal altid være nemt at bestille på vores hjemmeside. Hvis nok kunder ønsker en ting, vil vi gøre, hvad vi kan for at imødekomme det. Det er en af årsagerne til, at vi har introduceret Bitcoin.”