Virksomheden Social Care er i gang med et dansk rekordforsøg på låne-crowdfundingplatformen Lendino. Virksomheden forsøger lige nu at rejse 1,9 millioner kroner til åbningen af nye afdelinger og et virksomhedsopkøb. Lykkes det at rejse pengene, vil det være første gang, at ganske almindelige mennesker finansierer så stort et beløb via en dansk crowdfundingplatform. Administrerende direktør for Lendino, Asger Trier Bing, forklarer om rekordforsøget: “Danske virksomheder har opnået finansiering i samme størrelsesorden via udenlandske platforme, men det her vil være første gang, at det lykkes at samle så stort et beløb via en dansk platform. Det bliver spændende, men vi tror på, at det lykkes”, siger han. Ifølge Asger Trier Bing er der primært to områder, hvor Lendino adskiller sig fra udenlandske crowdfundingplatforme som f.eks. Kickstarter.com: “Lendino er Nordens første platform for crowdlending; i stedet for at købe et produkt eller donere sine penge til et projekt som på Kickstarter, så investerer vores brugere i andele af et lån, og på den måde får man sine penge forrentet og løfter finansieringen af lånet i fællesskab. Vi henvender os desuden til sunde, etablerede virksomheder, fordi det kræver to årsregnskaber at få den kreditvurdering, som er nødvendig for at låne”, siger Asger. Social Care skal bruge lånet på 1,9 millioner kroner til at finansiere et opkøb af en anden virksomhed og realisere åbningen af et opholdssted i Vestsjælland samt et Autisme Center i Nordsjælland. Direktør i Social Care, Rasmus Bakke-Nielsen, følger spændt rekordforsøget, og han forklarer, hvorfor valget faldt på crowdlending som finansieringsform: “Vi valgte crowdlending som finansieringsform, fordi renten er god, og det er en nyskabende måde at involvere helt almindelige mennesker i vores ambitioner og daglige arbejde. Det er en spændende tanke, at vores lån bliver finansieret af hundredevis af helt almindelige mennesker, som er med til at løfte vores arbejde med børn og unge”, siger han. Rasmus Bakke-Nielsen forventer at lånet går igennem, og han tror, at folk investerer af forskellige årsager: “De fleste ser det formentlig som en spændende og fornuftig måde at investere sine penge, der jo forrentes med seks procent. Men jeg er også sikker på, at mange vil købe andele af lånet, fordi de synes, at vores specialtilbud til børn og unge er vigtige at få udbredt til flere dele af Danmark”. Det er stadig muligt at købe andele af lånet på Lendino.dk.


Opret et gratis medlemsskab herunder for at få fuld adgang til alle vores artikler, den nyeste digitale udgave af vores medlemsmagasin Iværksætteren, og støt samtidigt op om dansk iværksætteri.

Er du allerede gratis medlem, så login nedenfor.

Logge Ind