Vi er ikke gennemført elendige, og der er faktisk rigtig meget, vi er rigtig gode til i Danmark, men nu hvor jeg har fået din opmærksomhed med en lidt fangende overskrift, håber jeg at kunne fastholde den 2-3 minutter mere.

For jeg opholder mig pt. i USA, udstationeret for Dansk Iværksætterforening, og her har jeg har gjort mig en observation. Jeg vil prøve at ændre mig selv, når jeg kommer hjem – og jeg håber du vil følge med strømmen.

Alle har en halv time! Det var et af de budskaber, jeg hørte, da jeg ankom til Silicon Valley. Og det er langt hen af vejen rigtigt. Vi kender det alle sammen godt fra Danmark. Her kan det tage mange dage med mailkorrespondancer frem og tilbage, for at få et møde i kalenderen, som måske skal afholdes om en måned.
På det område har man en fundamentalt anderledes kultur i Silicon Valley. Jeg har bl.a. talt med Toke Kruse fra Billys Billing, som også har skrevet på CrowdNews, Heini Zachariassen fra Vivino og Torsten Kolind fra Younoodle. De har alle tre deres virksomhed i San Francisco, og de er dygtige til det de laver.

Men et fællestræk fra de tre møder var, at der ikke i nogen af tilfældene gik mere end et par dage, fra jeg havde skrevet til dem, til mødet var afholdt, selvom de alle tre er travle mennesker. ”Rekorden” var Toke Kruse, hvor der ikke gik meget mere end 24 timer, fra jeg skrev første gang, til vi mødtes på hans kontor til en snak om at være dansk iværksætter i Silicon Valley.

I går hørte jeg et oplæg fra en Venture Kapitalist. Han investerede af princip kun i virksomheder og projekter, som var henvist via en person i hans netværk. For så vidste han, at nogle han kendte, kunne stå inde for de personer, han mødtes med, og han slap for at screene tusindvis af projekter på papir hvert år, før han overhovedet mødtes med personerne.
Og netværket betyder SÅ meget i Silicon Valley. Og folk er ikke bange for at dele deres netværk med andre, give en god kontakt videre, og spørger man om et godt råd, så får man det også.
Jeg har færdedes i iværksættermiljøet i Danmark et par år gennem Dansk Iværksætterforening og et par uger i Silicon Valley. Alle, jeg snakker med, siger, at lige netop netværks- og delingskulturen er en af de helt store forskelle på Silicon Valley og Danmark.

Så spørgsmålet er ganske simpelt. Hvordan vil du bidrage til, at vi får en bedre netværks- og delingskultur i Danmark? Skriv din kommentar her nedenunder. Det er vores alles ansvar – vi kan kun løfte det her sammen. Lad os komme i gang!