Lokalt virksomhedsnetværk trodser negativ erhvervsudvikling

Efter flere års tilbagegang med tab af arbejdspladser er en stor gruppe lokale virksomheder i landsbyen Durup nu gået sammen om at skabe vækst.

Udviklingen går jo generelt i retning væk fra de små samfund og hen til de store byer. Men vi har faktisk en masse spændende at byde på i Durup: Skole, børnehave, svømmehal, butikker og et hav af små og mindre virksomheder.

Projektet tæller indtil videre 20 virksomheder fra egnens erhvervsliv, som nu er gået sammen i et netværk, hvor hovedformålet er vækst. Desuden støttes projektet økonomisk af Skive Kommune, hvori Durup ligger.

Durup har historisk set været en driftig industriby, hvor ikke mindst møbelindustrien har fyldt meget. Jeg tror, at iværksætteri ligger lidt i generne på os i Durup. Den seneste opdaterede liste over virksomheder viser godt 60 cvr.nr. på durupegnen. Og selvom der da er en del virksomheder, hvor det kun er ejeren, som måske driver virksomheden på deltid, så vidner det om stor virkelyst.

Durup har de senere år også lagt meget energi i byfornyelse og forskellige projekter for borgerne under temaet ’Durup og Omegn – forny din by’. Således er eksempelvis Durup Bæk blevet blotlagt, og der er nedsat forskellige initiativgrupper, der arrangerer aktiviteter, som kan bringe liv og glæde i byen.

For yderligere info: Projektleder Thomas Rosenkrands thomas@trconsult.dk eller 24273938.

Del indlægget