Tip 1: Løft opgaven med hjælp fra en studentermedhjælp
En studentermedhjælp kan være en hjælpende hånd i en kortere eller længere periode. Det afgørende er at finde ud af, hvilken type studentermedhjælp du leder efter. Du kan ret enkelt oprette en jobannonce via uddannelsesinstitutionerne – de fleste større steder, har endda deres egen jobportal og rådgivere, der gerne vil hjælpe med udarbejdelsen af jobopslag. Ellers kan du vælge at gøre brug af fagforeningernes jobportaler eller tage kontakt til private firmaer som f.eks. Graduateland, der lever af at udveksle informationer mellem jobsøgende og arbejdsgivere. De fleste basisydelser er gratis, men hvis du ønsker større effekt og synlighed for din annoncering, kan det typisk tilkøbes for en relativt billig penge.
Tip 2: Få et par ekstra og friske øjne tilknyttet i et praktikforløb
Der er utallige muligheder for at tilknytte en praktikant i en kortere periode, der kan tage sin SU med i forløbet. Typisk er længden på et praktikophold op til seks måneder alt afhængig af hvilken type praktikant, du tilknytter din virksomhed. De studerende kan eksempelvis løse opgaver indenfor markedsanalyse, kommunikation, udvikling, projektledelse, produktivitet, planlægning og styring. Det centrale element er, at en praktikant gerne skal have tilknyttet én kerneopgave, så det ikke udelukkende er de daglige driftsopgaver, som praktikanten skal løse – dette giver uddannelsesinstitutionerne ikke deres accept til. Efterfølgende skal praktikanterne typisk udarbejde en analyse, som i sidste ende også kan vise sig at være udbytterig for din virksomhed.
Tip 3: Den mere varige løsning – ansæt med tilskud i privat løntilskudsstilling
Som et led i at få flere ledige i job og som et led i at skabe vækst i små og mellemstore virksomheder, kan du søge tilskud fra det offentlige til at ansætte en medarbejder i det, der hedder privat løntilskud. Med denne ordning kan du ansætte en ledig med tilskud op til et år. Samtidig får du også god tid til at danne dig et indtryk af, hvordan din nye medarbejder arbejder – både fagligt og i samarbejdet med kollegerne. En nem måde at sætte sig ind i reglerne for privat løntilskud er at kontakte kommunen, eller læse mere på jobnet.dk.
Tip 4: Har du brug for hjælp i en kortere periode, så overvej at hyre en vikar?
Et fjerde alternativ kan være at hyre en vikar. Hvis du har brug for hjælp over en kortere periode, eksempelvis ved lanceringen af dit produkt eller markedsføringen af din idé eller virksomhed, så kan du måske spare noget ved at hyre en vikar. Ved en simpel googlesøgning på vikarbureauer, kan du finde et hav af forskellige bureauer, der kan hjælpe dig med at finde den rette kandidat.
Tip 5: En mindre opgave kan måske klares af en deltidsansat?
Sidder du med en opgave, som ikke kræver en fuldtidsansat, så er det måske en idé at ansætte en medarbejder på deltid. Hvis du overvejer en deltidsmedarbejder, så kan en lidt ældre medarbejder måske være en idé. Medarbejdere, der måske har tjent arbejdsmarkedet en del år, men som ønsker at trappe lidt ned, kan sagtens vise sig at være et gyldent aktiv for en yngre iværksætter. Alternativt så er flere og flere studerende også villige til arbejde mange timer ved siden af deres studie, hvilket de nu også har mulighed for, da studerende siden 2013 har fået mulighed for at tjene op til 10.700 kroner ved siden af deres SU.
Denne artikel har været bragt i magasinet Iværksætteren #3 / 2014.