jesper_buch

Mød Jesper Buch – manden med opskriften på succes

Fra kælder til million
En sjælden blanding af ydmyghed og selvtillid definerer den Jesper, IVÆRKSÆTTEREN møder. Med ti år på bagen i Just Eat og mange millioner på kontoen ville en smule arrogance og selvtilfredshed ikke være overraskende. Man får dog mere fornemmelsen af, at det er en jysk drengerøv end en multimillionær, man taler med. På den front lader det til, at ikke meget har ændret sig, siden han sad i en kælder i Kolding for ti år siden.

I en ny bog fortæller Jesper om rejsen fra kælderen til millionerne med Just Eat. Bogen blev ikke blot en form for afslutning på eventyret, men det gav Jesper tid til at reflektere over hele processen og udviklingen af virksomheden.

”Det er faktisk virkelig hårdt at skrive en bog, men det gav også plads til refleksion,” siger Jesper. Det var også vigtigt for Jesper at sørge for at fortælle historien fra sit eget perspektiv. Historien om Just Eat er blevet fortalt et utal af gange, og Jesper havde behov for at sætte sit eget præg på den. ”På den her måde kom historien fra mig,” siger han.

Ifølge Jesper skiller bogen sig ud, fordi det er en fantastisk historie, som både, med Jespers ord, Hr og Fru Hakkebøf vil finde underholdende, men som ligeledes kan virke som inspiration for nye iværksættere. Derudover er bogen delt op således at det, der har relevans for iværksættere, er skrevet i en anden farve, så man hurtigt kan finde guldkornene.

Iværksætterhus i Spanien
Netop de nye iværksættere har Jesper lige nu stor fokus på.

”I den sidste tid hos Just Eat kunne jeg se virksomheden ændre sig. Den blev mere corporate,” fortæller Jesper. ”Alt gik som det skulle, og tallene blev nået, men det gik op for mig, at jeg bedre kan lide de første faser og den udvikling, der sker i de perioder.” Det bliver hurtigt klart, at Jesper helst vil have, at der er gang i den.

”Det gik op for mig, at jeg nu har penge nok til, at jeg kan investere i nye idéer,” siger Jesper. Derfor har han også åbnet sit hus i Spanien op for nye, spirerende iværksættere. Fem virksomheder er der indtil videre blevet investeret i, og Jesper har store håb for fremtiden. Miinto, en online webshop, hvis kunder kan handle direkte med Danmarks bedste fysiske modebutikker, er en af de virksomheder, der har været under Jespers vingefang, og planerne for virksomheden er ambitiøse. ”Det bliver rigtig stort,” siger Jesper. Der er ikke den mindste tvivl at spore i hans stemme.

Når Jesper går ind i et partnerskab inviterer, han de nye iværksættere ned til sit hus i Spanien. ”Det er super vigtigt, at de her unge gutter kan komme væk fra deres vante rammer. De kommer hernedog arbejder hardcore i en uge, har det sjovt og tegner banen op for vækst,” forklarer Jesper. Han understreger, hvor meget tiden i Spanien kan betyde for dem og siger: ”Når de tager hjem igen, behøves de ikke at købe en flybillet, de kan flyve selv.”

Der er ingen opsatte regler for, hvor langt man skal være nået i processen med sin virksomhed, men det er nok en god ide at være velforberedt. ”Jeg får hundredvis af forretningsplaner tilsendt, så der er nok at vælge imellem,” fortæller Jesper. Og indtil videre har han som sagt involveret sig i fem virksomheder. At de alle er danske er ikke helt tilfældigt. ”Jeg er jo nok lidt af en patriot, når det kommer til stykket,” halvgriner Jesper. ”Hvis der var en dansk virksomhed og en udenlandsk virksomhed, der var lige gode, ville jeg til enhver tid vælge den danske,” tilføjer han.

Det vigtigste er dog, at man er, som Jesper definerer det, ’kick ass’. Et udtryk, man konstant støder på i sin kontakt med Jesper. Ifølge Jesper selv dækker det over en bestemt tilgang til sin ide og sin forretning. ”Intet skal være vigtigere. Især ikke i de første år, som er de allerhårdeste. Man skal give den alt, hvad man har, hvis det skal blive godt,” forklarer han.

Det er også derfor, at de nye iværksættere bliver inviteret til Spanien. Pointen er netop, at iværksætterne kan opleve det som Jesper ser som værende en af de mest essentielle ting, hvis man vil have succes som iværksætter. Nemlig at grænsen mellem arbejde og fritid flyder ud. Ifølge Jesper er ideen 20% af succesen. Resten afhænger af hårdt arbejde og udførelse. ”Hvis du vil have succes, er du nødt til at prioritere din virksomhed over alt andet. Den skal altid være din første prioritet,” siger Jesper.

Just Eat og hvad så?

Forud for starten på det nye projekt har der dog ligget ti år med ekstremt hårdt arbejde og et farvel til det Jesper kalder for ’sit barn’, nemlig Just Eat. ”Det var egentlig ikke så hårdt at sige farvel, men nu havde jeg også været ude af virksomheden i nogle år inden det skete,” siger Jesper. Han tilføjer: ”Og så fik jeg jo sagt farvel på den tur, jeg tog efter det endelige salg.” Da de sidste aktier var solgt, tog Jesper en beslutning om at tage den spanske pilgrimsrute Santiago de Compostela, hvor han bogstaveligt talt fjernede vægten af Just Eat fra sine skuldre.

I sin rygsæk bar han en tung sten med påskriften ”Just Eat”, udformet tro mod logoets karakteristiske hvide bogstaver på rød baggrund. Stenen lagde han for foden af jernkorset på højdepunktet Cruz de Ferro som symbol på det endelige farvel til Just Eat. Turen var for Jesper en måde at få renset ud på. Det var en afslutning på ti år med mange timers hårdt arbejde, men det var samtidig starten på et nyt, spændende kapitel i Jesper liv. ”Jeg vidste, at når jeg kom tilbage fra den tur, var det tid til at give den gas igen,” forklarer han.

Og Jesper har store planer for fremtiden. Han kunne afsløre, at han har planer om at starte en inkubator med hovedplacering i London. ”Det bliver det skøreste og vildeste ventureselskab,” forklarer Jesper. ”I modsætning til mange andre ventureselskaber skal det her selskab ikke være så corporate, men vil komme til at dyrke det rene iværksætteri,” siger han begejstret.

En ting, der i hvert fald ligger fast, er ,at fremtiden ikke bliver kedelig. ”Jeg er bestemt ikke færdig,” slutter Jesper.

 

Del indlægget