Danmark er skruet sammen på en måde der gør, at langt de fleste iværksætterprojekter er en tur omkring banken, før de bliver søsat. Og ofte er det først, hvis banken siger nej, at den vordende iværksætter begynder at se sig om efter alternativer til ren bankfinansiering.
Desværre har de folkevalgte på Christiansborg i de seneste år indført en række nye love og regler, der gør det mindre attraktivt for private investorer at sætte penge i iværksættere, som derfor må kigge langt efter et privat alternativ til bankens finansiering. Skatten på iværksætteraktier er et godt eksempel, som vurderes at have kostet milliarder af kroner i tabte investeringer.
Men heldigvis har der også været opmærksomhed på problemerne omkring finansiering, og der er blevet udviklet og implementeret nogle værktøjer, der skal gøre klimaet venligere og få strømmen af penge til også at nå ud i iværksætterprojekter.
Vækstfonden er en offentlig pengetank, som har til opgave at yde økonomisk hjælp til værdigt trængende virksomheder. Et af deres produkter, Kom-i-gang-lån, er en kombineret lånegaranti- og rådgivningsordning til iværksætteren, der ønsker at etablere en ny virksomhed, eller som har en virksomhed, hvis CVR-nummer er mindre end tre år gammelt. Kom-i-gang-lånene giver iværksætteren mulighed for at låne op til 1 million kroner, hvoraf Vækstfonden kautionerer for 75 procent af beløbet. Vækstfonden har indgået aftaler med en række banker, som nu tilbyder ”kom-i-gang-lån” som en del af deres finansieringstilbud til iværksættere. Nøgleordet her er ”bank”. For også her er finansieringen afhængig af banken, og siger den nej, er der heller ingen penge fra Vækstfonden.
Men hvad nu, hvis banken siger ja? Så er alt vel fryd og gammen? Desværre, nej.
Bankerne tager sig alt for godt betalt i form af høje renter og urimelige krav til sikkerhedsstillelse, også selvom de kun løber en risiko på 25 procent af lånebeløbet.
I praksis betyder ordningen, at banken i mange tilfælde kræver den samme rentesats som hvis Vækstfonden ikke kautionerede for hovedparten af lånet, og på den måde bliver finansieringen ikke billigere for iværksætteren.
Ordningen betyder også, at Staten sjældent løber en reel risiko, for banken stiller meget store krav til sikkerhedsstillelse, som betyder, at iværksætteren skal stille sikkerhed i bolig, kapitalpension, bil og lignende. De værdier bliver altid realiseret først, og långiverne får altså dækket deres eventuelle tab ved hjælp af iværksætterens ejendomme. Det er måske fair nok, at banken, der er en privat virksomhed, skal dækkes ind, men der er ikke meget statslig risikovillighed i den ordning.
Det begrænser mulighederne for at starte som selvstændig, for hvis projektet ikke lykkes, kan man være ruineret mange år frem i tiden, og hvem kan få kæresten eller ægtefælle med på sådan en risiko?
Det kan derfor undre, at der fra dansk side ikke er fokus på den pulje af penge, EU har afsat til netop vækst i iværksætteriet Europa. EU-midlerne er aldrig kommet til Danmark, for igen er der lagt op til, at bankerne skal administrere pengene, og de har meldt ud, at EU-mikrolånene ikke er interessante for dem – de er ganske enkelt for små til, at der er fornuftig bankforretning i dem. Pengene samler fortsat støv i Bruxelles.
Det er altså så som så med bankernes sociale ansvar – de vil gerne tjene penge, men som en repræsentant fra Finansrådet har udtalt; ”bankerne er ikke sat i verden for at løbe en risiko”. Det er da en klar melding, og en melding, som gør det helt tydeligt, at vi må gå andre veje.
DIF er derfor i samarbejde med vores søsterorganisation, Ejerlederne, i gang med at finde løsninger, der kan forbedre finansieringsmulighederne for iværksættere og andre selvstændige. Vi vil have fokus på netop dette arbejde i fremtidige numre af IVÆRKSÆTTEREN.
