”Kaffe?”Sekundet efter at jeg rutinemæssigt takker nej til Ricco Sørensens spørgsmål, kan jeg selv godt høre, hvor dumt det lyder. ”Hvad skal jeg stille op med det,” siger han med en opgivende mine mens han hælder vand på stempelkanden, hvor mødet med hans egne friskmalede bønner får en liflig duft til at brede sig ud i lokalet. ”Nej okay, selvfølgelig skal jeg smage din kaffe,” siger jeg brødebetynget og håber, at interviewstemningen kan reddes. Vi er Riccos risteri i hjørnet af en af Carlsbergs store haller, inde bag Kunstnernes Efterårsudstilling. Ricco Sørensen er smurt ind i kaffestøv da jeg ankommer, efter lige at have skilt sin mandshøje kafferister ad og samlet den igen. Foruden kaffe dufter det af rigtig iværksætteri af den slags, man godt kan savne en gang imellem. At have fingrene helt nede i noget er bare ikke det samme, hvis man kun sidder på et kontor med grimme møbler bag en computer. Det gør Ricco Sørensen ikke, og det virker ikke som om, noget kunne ligge ham mere fjernt. Risteriet er kontoret – der står et bord med en computer og lidt løse papirer i hjørnet ved vinduet. Herfra styrer han sine efterhånden 11 kaffebarer rundt om i København, med en enkelt knopskydning i Køge. Drevet af lige dele skaber- og kaffetrang, men det kan næsten lyde som om, det er et uheld, at passionen har grebet om sig: ”Jeg åbnede ikke en kaffebar for at være en kaffekæde. Jeg åbnede den for at gøre noget med mit liv. Lave det, jeg synes var det sjoveste, og gøre min hobby til min virksomhed,” siger Ricco Sørensen. ”Kaffen har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er gået op i det, og har haft det som hobby – haft espressomaskine og gået op i bønner og kafferistet mange år, før det var moderne. Og jeg har altid drømt om at bruge den viden, jeg har tilegnet.” ”Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. I slut tyverne. Jeg var gået i stampe. Havde lavet alt muligt – fra radiosælger til murerarbejdsmand, i et stort sammensurium for at stikke af fra, hvad jeg ville. Jeg har aldrig haft ambition om at tjene penge, men har afsøgt en masse ting. Var indskrevet på universitetet i tre måneder, og skred igen. Men jeg var kommet for langt op i tyverne til at det var tjekket ikke at vide, hvad jeg skulle.” På hjemmefronten havde Ricco Sørensen fået sin første søn. ”Jeg var helt vildt glad, som man er, men kunne også se det der skaffedyr sætte sig på mig. Jeg ville ende i en situation, hvor jeg skulle bringe føde til huset, mere end realisere hvad jeg selv ville. Min daværende kæreste droppede sin virksomhed, da vi fik Sylvester, så der var en åbning. Så kunne hun være skaffedyr, og jeg kunne køre min ting af.” ”Så tager jeg dem selv…” Den første Riccos-kaffebar slog dørene op tæt på Enghave Plads, for ti år siden. ”Der var 23 kvadratmeter på Istedgade, hvor der ikke var noget liv på det tidspunkt, ud over Bang & Jensen (café/bar, red.),” husker Ricco Sørensen. ”Men jeg måtte ikke for nogen. Bankerne kunne ikke låne mig penge. Jeg lavede budgetter, men de kunne ikke hænge sammen. Det gav ingen mening. Vi gjorde det alligevel på overtræk.” Okay, den skal vi lige have igen? ”Jeg havde ingenting. Ingenting. Det lyder vanvittigt, men det er desværre – kan man sige – sandt. Jeg kunne ikke låne i banken, men jeg havde lokalet og skulle bare i gang. Det var efter devisen: Vi har tre Dankort, hvad kan vi rive på en weekend. Så anarkis-tisk og bindegalt. Så gør vi det! Jeg sagde til min bankmand, at så tager jeg dem selv, og så grinede han. Og jeg fik en røvfuld. Han blev rasende og ville ikke tale med mig. Jeg har ikke samme bank i dag – vi fik aldrig et rigtig godt forhold igen.” Den første kaffebar blev bygget for ”to pizzabakker og en halv liter cola”. ”Man kan købe materialer for en formue. Jeg kan ikke huske beløbet. Jeg har nok haft penge på kontoen til depositum, det står lidt svævende. Det var hals over hoved – lad være med at kigge tilbage, bare kør!” Historien fortæller Ricco Sørensen ikke for at den skal danne skole blandt iværksættere. ”Det er ikke nødvendigvis, hvad jeg anbefaler. Men læren er, at værdien af at sætte tingene på ét bræt er enormt høj. Vi har et socialt sikkerhedsnet i Danmark på godt og ondt, som gør, at mange har tendens til at give lidt hurtigere op end hvad godt er. For mig var der ingen vej tilbage – så ville jeg stå med en pisseirriterende gæld. Den energi skal man ikke underkende. Det er ikke fordi jeg ønsker mig et andet system, men det har også bagsider.” Med kaffebaren oppe at køre, var der stadig udsigt til en hård kamp for at få enderne til at mødes. ”Forretningen var en humlebi, der ikke kunne flyve i budgetterne. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Jeg skulle omsætte for så mange penge, at jeg aldrig mente, jeg ville kunne komme til det. Det står lidt diffust for mig. Men jeg stod der selv. Det første halve år havde jeg samtlige vagter selv. Så fik jeg lidt hjælp ind over til nogle få vagter, når jeg skulle til fødselsdag, men jeg tog stadig de fleste selv.” Efterhånden fik Riccos Kaffebar opbygget en stabil stamkundekreds. ”Så kunne jeg se på salget efter et års tid, at nu hænger det sammen. Nu er det en forretning, nu kan jeg få løn og hyre nogle folk.”   Risteren Når man som Ricco Sørensen er kaffeperfektionist, er ristningen selvfølgelig en alvorlig sag. Kaffe til sin kaffebar er med andre ord ikke noget, man køber nede i Brugsen. ”Jeg ristede ikke selv i starten. Jeg lånte mig ind på Altura kaffes (i Århus, red.) rister, og han ristede


Opret et gratis medlemsskab herunder for at få fuld adgang til alle vores artikler, den nyeste digitale udgave af vores medlemsmagasin Iværksætteren, og støt samtidigt op om dansk iværksætteri.

Er du allerede gratis medlem, så login nedenfor.

Logge Ind