Fra den 13. til den 18. Sseptember deltog jeg med min virksomhed Wordy.com i Seedcamp Week i London. Min adgangsbillet var sikret fra en indledende præsentationsrunde i Berlin, en såkaldt Mini Seedcamp, og herefter en 20-minutters investorpræsentation i London.

Seedcamp Week bringer en utrolig talentmasse til London fra hele verden. Bogstavelig talt. Der er håbefulde virksomheder fra Sverige til Sydafrika, og uanset om man leder efter netværk, penge, mentorer, techies eller blot et par værdifulde råd om skalering, fås det ikke bedre. På tredjedagen var mit LinkedIn-netværk fordoblet – vel at mærke med mennesker parat til at hjælpe Wordy på vej, og som for det meste kender nogen, der kender nogen.

 

”Hvem er du, og hvad kan du?”

Meget hurtigt står det klart, at historien om ens produkt eller service er afgørende for om dine mentorer har lyst til at bruge tid på dig eller ej. Hvis de ikke fatter, hvad du laver, og hvem du laver det for, er en 45-minutters mentoring session op ad bakke. “Spotify for data”, “Fourthsquare for fashion” er korte Hollywood-agtige sætninger, der giver en mentoring session liv. At kunne summere sin virksomhed, sit team, sine visioner og sine udfordringer op på 30 sekunder bliver en rygmarvsøvelse, som jeg lærte den første dag, hvor en lettere gnaven amerikansk investor med jetlag satte sig tungt ved bordet med følgende sætning: “Hvem er du, og hvad kan du?”, uden så meget som at trække på smilebåndet. Det lykkedes mig heldigvis at opsummere Wordy, hvorefter han viste  sig fra sin bedre side.

Analogien er ikke voldsomt forskellig fra et hvilket som helst kundebesøg, hvor det at kunne beskrive samtlige værdipunker for kunden er guld værd. Og som en gentagen øvelse er det fantastisk. Om ikke andet så for din egen forståelse af din virksomhed.

 

Glem buzzet og tro på det

Du befinder dig nu i et rum med mennesker der opfandt udtryk som “social objects” og “low hanging fruits” – så det går ikke at imponere ad den vej. Det er svært at kaste en sten til Seedcamp uden at ramme en MBA og/eller en investor, der har hørt det meste før. Og alle liver som regel op, som min ven med jetlag, når du styrer udenom almindelig marketingjargon, og på plain English er i stand til at forklare hvad dine udfordringer, dit potentiale og dine visioner med virksomheden er.

For de fleste iværksættere er det ret nemt at forelske sig i sit produkt, men i et rum fuld af mennesker der griller dig gennem de svære spørgsmål, kan hjertet godt hoppe et par gange eller to. Tro på det! Tro på din historie, giv den liv og vær ikke bange for at dele ud af din passion. I langt de fleste tilfælde vil folk fortælle dig, at de ikke umiddelbart køber eller investerer i dit produkt, men i dig og din evne til at give historien om din virksomhed liv. Er du i stand til at konkretisere og endda dramatisere din service, er du godt på vej til at vinde dit publikum.

 

15 timers arbejdsdage 

– no problem

Seedcamp er en skøn blanding af masterclasses, mentoring-sessioner, investorpræsentationer og møder på kryds i løbet af dagen. Og når den del er slut, forventes det som regel, at du er i stand til at holde en diskussion om databaseprogrammering eller kundesegmentering kørende over et par cocktails ude i byen. Men her er det nogen gange ok at snyde lidt: Find den mest støjende plads i rummet – helst ved siden af en programmør. Spørg ham om udfordringerne med hans projekt, og gerne noget teknisk, og du har mindst 20 minutter til at genoplade batterierne, og hellige dig din cocktail.

I skrivende stund ved jeg ikke om Wordy har vundet Seedcamp 2010, men hvis vi vinder er en del af pakken, udover de €50k, at rykke til London i tre måneder hvor det hele så begynder forfra: mere udvikling, mere arbejde, flere møder, større netværk. Jeg håber at kunne fortælle dig mere om den historie. Fingers crossed.