s666

Er der penge i folks mobiloptagelser?

”Rigtig mange mennesker har i dag mobiltelefoner med virkelig gode kameraer, som de tager billeder og optager film med. Så der må ligge en masse guld, som de etablerede medier vil være tossede efter at få fingrene i,” siger Kristian Leider om tankerne bag udviklingen af 1nyhed.dk.
”De tjenester vi kender, som f.eks. YouTube, tjener penge på optagelser, som folk uploader. Og som det er i dag, kan medierne frit hente de bruger-genererede filer uden at betale for det. På vores site skal medierne betale et beløb for at bruge filerne, og på den måde får brugerne et ekstra incitament til at uploade deres film og billeder,” siger Kristian Leider og fortsætter sin forklaring:
”Brugeren kan vælge at tage 500 kr., 2.500 kr. eller 5.000 kr. for hvert billede eller film. Det skal selvfølgelig være unikt for at nogen vil betale 5.000 kr. for det. Men hvis man tænker på hvor mange penge eksempelvis Se & Hør bruger på at sende en fotograf i byen hver weekend for at tage billeder af kendte, så vil det være attraktivt for dem at betale 500 kr. for noget indhold, som er mindst lige så godt,” siger Kristian Leider og fortæller, at han og makkeren selv vil tage en procentdel af det billederne bliver solgt for.
”Målgruppen er i princippet alle, der har en mobil med et godt kamera. Men det er klart, at det er de unge, der som regel er first movers inden for sociale medier, og de spreder budskabet mund til mund. Så i første omgang henvender vi os f.eks. til journaliststuderende og efterskoleelever,” siger Kristian Leider. Han er selv er journalist og vil derfor bruge sit netværk til at sprede budskabet hos medierne, når brugerne har skabt noget indhold på 1nyhed.dk.
”Vores plan er at lave en .com version. Men i første omgang tester vi, hvordan vi kan få det til at fungere i Danmark, og hvilke forbedringer og nye funktioner der skal laves. På den måde kan vi lave et endnu bedre internationalt site,” slutter Kristian Leider.

Upload dine egne film og billeder på www.1nyhed.dk

Del indlægget