s8888

Din mobile cykelsmed

”Det er bøvlet at få serviceret sin cykel, når man skal bringe cyklen til mekanikeren, som skal visitere, give et tilbud og reparere, hvorefter man kan hente cyklen nogle dage senere. Rigtig mange bruger cyklen som transportmiddel til skole eller arbejde, hvor den står parkeret hele dagen. Det kan man jo lige så godt udnytte, så folk ikke skal gå tidligt fra arbejde for at nå til cykelmekanikeren før lukketid,” siger Ole Krabbe Olesen.
Han har udviklet et mobilt cykelværksted i form af en trailer, som mekanikere kan leje eller købe. EasyCycling sørger for at indgå samarbejde med skoler og arbejdspladser i mekanikerens lokalområde, som så skal besøges måske tre-fire gange i løbet af en måned afhængig af behovet.
”Via vores hjemmeside kan du se, hvornår der er en mekaniker – en EasyMan – på netop din arbejdsplads eller på en lokation i nærheden. Den pågældende dag kan du få repareret din cykel, og hvis du på forhånd ved, hvad der skal repareres, kan du sende en mail eller sms, så EasyMan er forberedt,” forklarer Ole Krabbe Olesen og nævner, at mekanikeren ikke kommer ud akut for at lave én cykel.
”Men vi arbejder på at lave aftaler med blandt andet servicestationer, hvor vores EasyMen kan stå f.eks. fra kl. 16-21, ligesom man kan aftale med sin EasyMan, at han tager cyklen med hjem privat, hvor den så kan afhentes. Filosofien er, at alt skal være så nemt som muligt for kunden,” siger Ole Krabbe Olesen. Han forsikrer dog, at det sagtens kan være nemt og samtidig af høj kvalitet.
”Mekanikerne fungerer som selvstændige, men skal være villige til at leve op til vores kvalitetsmål, deltage i opstartskurser og mødes med os mindst én gang om året, for at blive opdateret. Og så er det vigtigt, at mekanikerne kender deres egne begrænsninger,” siger Ole Krabbe Olesen. Han har allerede så mange EasyMen og lokationer på plads rundt om i landet, at de første mobile cykelværksteder er klar til lancering til april.
Læs mere på www.easycycling.dk

 

Del indlægget

// dkiv.dk 2023

Danske Iværksættere

Dansk Iværksætter Forening har skiftet navn til Danske Iværksættere og hører nu hjemme på DKIV.dk