Der er nogen, som påstår, at tøjbranchen er verdens hårdeste. Måske har de ret. For selv om Line Markvardsen, indehaveren af tøjfirmaet Edith & Ella, havde god erfaring med både design og produktion og ingen forventninger havde om, at egen virksomhed var lig problemfri zone, var opstartsfasen en hård tur i rutsjebanen uden sikkerhedssele. Men det vidste Line Markvardsen ikke noget om endnu, da hun tilbage i 2004 tumlede med tanken om at blive selvstændig. ”Jeg har altid haft det svært med at være ansat, og mine ansættelser endte ofte med, at jeg ikke følte mig udfordret nok. For at sige det lige ud, så kedede jeg mig. Hver gang jeg ville prøve noget nyt, var der begrænsninger, og jeg kunne ikke leve min drøm ud. Til sidst pegede alle pile på, at jeg skulle starte mit eget, men det var noget, som jeg altid har været meget nervøs for at springe ud i.” Årsagen til Line Markvardsens bekymringer skyldtes, at hun i en periode i England havde arbejdet for en selvstændig designer, som havde taget en masse dårlige beslutninger, som han betalte dyrt for, så hendes forestillinger om at starte op som selvstændig var på ingen måde rosenrøde. ”Der var en bestemt oplevelse, som fik mig til at turde vove springet alligevel. Jeg var med en veninde ude for at købe en festkjole, og der fandtes bare ingenting i kønne farver og mønstre. De få kjoler, vi kunne opstøve, var både dyre og dårligt skårne. Det kunne jeg sagtens gøre bedre, og det gav mig modet.” Da Line Markvardsen kom tilbage på sit job, sagde hun op. ”Jeg troede, at jeg skulle lave lidt finere kjoler, men det endte med noget andet, da jeg stødte ind i virkeligheden, men det havde jeg det faktisk helt godt med. Min første kollektion blev inspireret af den styrke mine to bedstemødre havde, og den optimisme de altid har givet mig. Jeg valgte også at opkalde firmaet efter dem: Edith & Ella. På min første kollektion solgte jeg for en halv million, og jeg fik en rigtig fin modtagelse.” Den indiske katastrofe De første ordre var i hus, og med sin far som kautionist havde Line Markvardsen fået stablet 400.000 kroner sammen fra banken. ”Jeg havde allerede erfaring med produktion i udlandet, og jeg rejste til Hong Kong og Indien og fik aftaler i stand. Faldgruberne kendte jeg, og jeg sikrede mig på alle mulige måder. Alligevel gik noget galt. Gruelig galt.” Da tøjet fra Indien kom, blandt andet nogle pudderfarvede silkekjoler, var katastrofen en realitet. ”60 procent af tøjet fra Indien var ubrugeligt. Det var plettet, fordi varmen tilsyneladende gør, at syerskerne sveder ned i tøjet, og kollektionen var desuden fuld af tusch-pletter og streger. Jeg var grædefærdig, fordi produktionsprøverne havde været så fine. Det her tøj kunne jeg umuligt levere til mine kunder, og jeg måtte ringe rundt og forklare situationen. Uha, det er skidt, når det er første gang, man skal levere noget, men folk tog det nu pænt. Jeg tror, de satte pris på ærligheden, og heldigvis var strikvarerne fra Kina rigtig pæne.” Selvom fejlen tydeligvis lå hos producenten i Indien, skulle Line Markvardsen nu opleve indisk forretningslogik. ”Som om det ikke var slemt nok, oplevede jeg, at den indiske producent faktisk tørrede omkostningen af på mig. Pletterne måtte være opstået under transporten, påstod han, til trods for at tøjet lå i forseglede plastikposer. Jeg måtte konkludere, at mig og indere ikke var en god kombination, for man skal være aggressiv og højtråbende for at få ret. Og det er slet ikke mig.” I stedet vendte Line Markvardsen sig mod Hong Kong og Kina, hvor hun oplevede et meget bedre samarbejde. ”I dag får jeg stort set kun produceret mine ting i Kina via agenter i Hong Kong, og jeg har stor respekt for kinesere. De er arbejdsomme og punktlige, og jeg er meget bedre på bølgelængde med deres kultur. Jeg forstod fra starten, at man skal være meget, meget høflig i omgangen med kinesere, også selv om de har lavet noget rædselsfuldt. Der har jeg nok en fordel i, at jeg har boet i England og har lært at sige please, og så har jeg lært at lade som ingenting, selvom de slår verdens største bøvs lige i hovedet på dig. Det er ingenting i Kina.” Jagten på finansiering Selvom oplevelsen med tøjet fra Indien var hård, tænkte Line Markvardsen slet ikke på at give op. Hun var allerede travlt beskæftiget med næste kollektion, som hun endte med at sælge over tre gange så meget af. Fremtiden så lys ud. ”Fordi jeg havde solgt tøj for tæt på to millioner, havde jeg brug for et større beløb til at betale tøjproducenterne med. Man betaler nemlig upfront, længe før man selv får indkasseret sine penge, så jeg gik ned i banken for at få hævet min kassekredit.” I mellemtiden havde banken skiftet bestyrer, og den nye bestyrer havde en noget anden tiltro til Line Markvardsens virksomhed. ”Hun fortalte mig, at hun ikke troede på projektet, og at jeg jo kunne risikere at få leveret nogle kasser med vatpinde i stedet for tøj. Desuden spurgte hun mig, om jeg ikke havde overvejet at få noget butiksarbejde.” Det var med andre ord et rungende nej til at finansiere produktionen af det tøj, Line Markvardsen allerede havde solgt. Det var naturligvis et kæmpeproblem, som Line Markvardsen havde 30 dage til at få løst. ”Det var lykkedes mig at få skubbet betaling til ved levering, men så kunne jeg ikke skubbe den mere. Kinesere tager pengesager meget alvorligt, og man skal passe utrolig på med at bede en kineser om kredit. Man risikerer, de slår hånden af én uden forklaring. Det er det samme, hvis man ikke betaler en regning til tiden. Det betragter de som meget uværdigt, så jeg vidste, at jeg ville brænde nødvendige broer, hvis jeg bad om henstand. Jeg blev nødt til at løse finansieringen i Danmark NU!” Line Markvardsen gik den tunge vej, som mange iværksættere før hende


Opret et gratis medlemsskab herunder for at få fuld adgang til alle vores artikler, den nyeste digitale udgave af vores medlemsmagasin Iværksætteren, og støt samtidigt op om dansk iværksætteri.

Er du allerede gratis medlem, så login nedenfor.

Logge Ind