Skattereform ødelægger iværksætteres finansierings- muligheder

”Find finansiering til personskattelettelser.” Omtrent sådan har opgaven til Skatteministeriet i forbindelse med skattereformen lydt, og det er et opdrag, hvor der er garanti for mineeksplosion hver gang foden sættes ned. Resultatet er desværre ikke glædelig nyt for iværksættermiljøet – på trods af, at netop erhvervslivets vækstlag er et af regeringens fokusområder.
”For iværksættere som sådan tror jeg, at det er lidt skidt. Den overordnede profil for reformen er at lempe personskatten og indføre grønne afgifter. Men iværksættere er ikke dem, der hæver de store indkomster i starten. Meget af overskuddet, hvis der er et overskud, bruges på videreudvikling af forretningen,” siger skatteekspert Niklas Bjerggaard Andersen fra revisionsgiganten Deloitte.
”Iværksættere får også sværere ved at skaffe kapital, tror jeg. De business angels, der sætter penge i små opstartsvirksomheder, vil ikke gå ud af selskabsformen (se artikel om skattereform side 27, red.). De låner nogle gange også til investeringen, og de vil ikke risikere huset,” siger han, og forventer, at han vil skulle assistere erhvervsenglene med at strukturere investeringerne rigtigt.
”Der er nogle undtagelser, som gør at man kan komme i en positiv situation, men det er meget teknisk og kompliceret, og det er ikke altid, det kan lade sig gøre,” siger Niklas Bjerggaard Andersen.
Han frygter, at reformen kommer til at modvirke den opblomstrende business angel-kultur i Danmark.
”Jeg tror ikke, de holder op med at investere, men det bliver på et mindre niveau. Hvis de skal putte penge i det her, skal der være op positiv upside. Så der bliver færre penge og investorerne skal have en større andel for dem. Alt i alt er det lig med færre penge til udvikling af iværksætternes forretning.”

Utilfreds iværksætter
Hos serieiværksætter Arne Winther fra firmaet Sensement, er skudsmålet ikke bedre.
”Jeg synes at reformen har tre store problemer. For det første reduceres risikopræmien for business angles kraftigt – det vil sige, at risikoprojekter bliver meget sværere at få sparket i gang. Der vil blive fokus på den ”sikre” investering, fordi avancen ved et salg for en business angel med under 10 pct. bliver barberet af skatten som var det personlig indkomst,” siger Arne Winther.
”For det andet beskattes man af avance og udbytte på aktien, når man ejer mindre end 10 pct. Derved bliver der langt færre penge i cirkulation til gen-investeringer. Regeringen tror åbenbart ikke på, at succesfulde iværksættere vil investere igen og igen i nystartede virksomheder, og kautioner fra starten er ikke egnede som erstatning,” lyder det frustreret.
”Endelig bliver børsnoteringer af iværksættervirksomheder vanskeligere. Hvis der er en eller flere, som ejer mindre end 10 pct., bliver de lagerbeskattet fra og med IPO-dagen, dvs. den dag aktien bliver likvid. De bliver tvunget til at sælge deres andel samtidig med at de formentligt har lock-up på at sælge de første seks måneder.”

”Den stik modsatte retning”
Hos Connect Denmark, der hjælper vækst-iværksættere med at få tilført kapital, er brynene også rynkede.
”Gennemgående har jeg bekymret mig om, at skattereformen kan ramme udlodning af aktier og optioner til medarbejdere, som normalt ville træde ind i en iværksættervirksomheder, som ikke kan betale høje lønninger. De beskæres, så kan man ikke tiltrække de rigtige, dygtige medarbejdere, og så bliver det svært at få investorer,” siger direktør Henrik Brorsen.
Han er heller ikke tilfreds med de nye regler, hvor skatten afgøres af, om man ejer over eller under 10 pct. af et firma:
”Det er en vilkårlig sat grænse, som kan gøre, at nogle investorer vil undgå udvanding, og hele forhandlingssituationen bliver sværere for iværksætterne,” siger han.
”Så jeg mener ikke, at skattereglerne er gennemtænkt i forhold til at motivere opstart og måske mest af alt den spæde vækstvirksomhed. Dem, der skal tiltrække medarbejdere, som skal have kapital frigjort til at skabe en vækst. De rammer hårdt for den unge virksomhed.”
Henrik Brorsen påpeger også, at de nye skatteregler især er til ugunst for de iværksættere, der er i gang, og nu vil skridtet videre og udvide forretningen.
”Det her går i stik modsat regning,” siger han.

Reformens konsekvenser
Vi gennemgår skattereformens konsekvenser på side 27-29.

 

Del indlægget