At rejse en venturefond på 45 mio. kr. i det nuværende marked lyder formentlig som rablende vanvid i de fleste venturekapitalisters ører. Men Christian Walther – en af hovedkræfterne bag Vidensbanken og Sealand Capital – er ikke vanvittig. Han har netop rejst en lille million fra investeringslystne investorer, som er præcist hvad han forventer at skulle bruge til markedsføring for at nå sit mål om en fond på 45 mio. kr. til investering i iværksættervirksomheder. Madding, med andre ord, så han kan geare op til den store fangst.
”Vi har kun rejst lige hvad vi skal bruge, så vores gamle investorer blev udvandet så lidt som muligt,” siger han.
Dermed er nettene ved at være sat til den store kapitalrejsning, som sættes i gang d. 1. september, og vil løbe over 100 dage.
”Vi kommer både til at markedsføre os massivt i medierne, og kontakte alverdens mennesker direkte. De 45 millioner SKAL ind,” siger han.
Sealand Capital har allerede 17 investorer, og har tidligere foretaget tre investeringer. Minimuminvesteringen i den nye fond, som nu rejses, bliver 400.000 kr., og Christian Walther regner med, at halvdelen af investorerne vil lægge dette beløb. Den anden halvdel vil lægge større beløb – f.eks. 2, 3 eller 4 mio. kr. hver. I alt gætter han på at han skal have penge fra 60 investorer for at nå sit mål.
Når Sealand Capital bagefter går i gang med at investere pengene i iværksættervirksomheder, bliver det i portioner af 1-2 mio. kr. pr. virksomhed.
”Men vi vil også gerne have nogle enkelte, hvor det koster 3-4 mill. kr. at komme med, men som er tættere på at have et positivt cashflow,” siger han.
”70 procent kommer til at få omkring 2 mio. kr. 20 procent får lidt mindre, og 10 procent får lidt mere. For det beløb skal man af med 30-50 procent af sit firma.”

Ny venturefond-model

Når Christian Walther forventer, at 45 mill. kr. skal række til så mange som 20 virksomheder, er det fordi alle pengene skal ud og arbejde – og det er en ny måde at tænke på inden for venturekapitalfonde, forklarer han.
Normalt betaler fonden administrationsselskabet for det administrative arbejde med at holde hånd i hanke med porteføljeselskaberne. Disse penge går fra de penge, der kan investeres. Men hos Sealand Capital betaler iværksættervirksomheden selv for administrationen ud af deres cashflow. Dermed kan en større del af beløbet komme ud at arbejde.
”Det fungerer ikke, når ventureselskaber skalerer modellen fra store fonde ned. Så bliver der rod i prioriteterne, og for mange penge kommer ikke ud at arbejde, men bliver i stedet brugt på administration,” siger Christian Walther.
Sealand Capital afsætter dog en reserve til de virksomheder, der løber tør for penge kort før målet, og som måske mangler et par hundrede tusinde kroner. Desuden kapitaliserer Sealand Capital generelt porteføljeselskaberne, så de ved, at de har nok til at komme i mål.
Sealand Capital har minimeret mulig-heden for interessekonflikter, bl.a. ved at Christian Walther selv er trådt ud af selskabets bestyrelse. Det er nemlig ham, der på vegne af Vidensbanken fremlægger investeringsanbefalinger for bestyrelsen, mens bestyrelsen enerådigt træffer inves-teringsbeslutningen.

Timing

Når Sealand Capital investerer, bliver Vidensbanken porteføljeforvalter. De følger virksomhederne tæt, og kan overtage forskellige administrative opgaver – helt ned til lavpraktiske ting som at købe nye mobiltelefoner og betale regninger.
”Men alle i Vidensbanken kan smides ud, hvis investorerne ønsker det. Hvis vi er inkompetente, skal vi ud. Jeg vil gerne sparkes ud, hvis jeg ikke kan løse opgaven. Men det kan jeg,” siger han.
Folkene bag Sealand Capital er godt tilfreds med timingen til den nye fond. Hvis tingene går efter planen, kan fonden gå i gang med at investere efter nytår, og de første projekter ligger allerede klar i pipelinen.
”Vi kommer til at investere, når tingene er billige. Og vi kommer til at investere i virksomheder, der skal ud og sælge deres produkter i et opadgående marked,” siger han.
”For to år siden ville folk have to millioner kr. for 10 procent af firmaet. Dermed prissatte de deres firma til 20 mio. kr. I dag kommer folk og beder om det, de skal bruge. Markedet er mere realistisk – folk skal ikke ud at have nye bil, fordi de får en investering.”
Et øjebliks eftertænksomhed følger.
”Det er da mange penge, 45 millioner,” siger Christian Walther så. Men vi er velforberedte, og alt andet, vi har lavet, er lykkes. Hvorfor skulle så ikke det her?”