Der er knald på direktørduoen Lis Beck, 33 og Anna Søndergaard, 34, der står bag det fremstormede tilbehørsfirma Becksöndergaard. Virksomheden blev grundlagt som hobbyfirma i 2003 og fik fra første færd mange kunder på de pangfarvede åleskind-accessories, som er blevet deres kendemærke. Beck og Sønder­gaard forstod at omskabe den store interesse til en indbringende business og står nu foran en forventet omsætning på 20 millioner kroner i 2008. Virksomheden beskæftiger syv fuldtidsansatte i København udover direktørerne samt 15 salgsagenter rundt om i Europa.
“Vi er forretningsmennesker begge to. Vi er ildsjæle, og det skal være sjovt at have en business. Men vores succeskriterier er at drive en virksomhed med sorte tal på bundlinjen. Virksomheden skal være sund, den skal vokse og være profitabel. Det skal sat’me løbe godt rundt,” siger Anna Søndergaard.

Held med åleskind
Som så mange andre iværksætterhistorier starter den om Lis Beck og Anna Søndergaard i det berømte ‘kælderlokale på Nørrebro’.
De havde begge fuldtidsarbejde efter endt uddannelse på Copenhagen Business School. Anna Søndergaard som konsulent og projektleder hos McKinsey & Co og siden Lowe Danmark og Lis Beck som produktudvikler og projektleder hos Carlsberg Marketing, først i København og siden i Malaysia:
“Vi ville egentlig bare lave en business, fordi det var fedt at arbejde sammen. Anna besøgte mig, imens jeg arbejdede i Malaysia, og der fandt vi ud af, at køb og salg var megasjovt. Det startede ud som noget, hundredvis af andre kvinder også synes er sjovt: Nemlig at finde nogle fede, farverige ting og sælge dem. Men vi har hele tiden gerne ville frem med vores eget design,” siger Lis Beck.
I 2003 lavede Beck og Søndergaard en forretningsplan, fik et mindre banklån og ikke mindst kælderlokalet på Nørrebro.
“Vi skulle have været til Hong Kong for at finde nogle gode designere, men så dukkede SARS-epidemien op. Vi tog til Korea i stedet for og mødtes med en produktionsagent. Vi støvede rundt på natmarkeder, talte med lokale designere og købte alle mulige ting ind for omkring fyrre tusinde kroner,” fortæller Anna Søndergaard.
Det var på et af de natlige markeder, at makkerparret faldt over åleskindsmaterialet, som er blevet Becksöndergaards varemærke. Der bliver spist mange ål i Korea, og åleskind er et overskudsprodukt fra fødevareindustrien.
“Det er et meget traditionelt koreansk produkt, som egentlig ikke var moderettet. Det blev for eksempel brugt til herrepunge,” siger Anna Søndergaard. Lis Beck tilføjer:
“I Korea siger man, at det bringer held at have noget af åleskind på sig.”
Og der ser ud til at være noget om snakken. Sommeren 2003 gik med at lave “butik-for-en-dag” forskellig steder i København og gårdsalg for at prøve varesortimentet af. Parret stemte dørklokker til modebutikker i København, og det viste sig, at åleskindsprodukterne i de klare blå, røde, gule og grønne farver solgte godt.
“Der kom en åleskindspung i Eurowoman og ALT for damerne, og stille og roligt spredte sig en hype om åleskindsprodukterne. Anna skubbede derefter på for, at vi skulle deltage i Formland i Herning, en messe for brugskunst, design og interiør,” fortæller Lis Beck.

Eksplosiv erkendelse
Her skete det, som Anna Søndergaard kalder iværksættererkendelsen:
“I Herning mødte vi de selvlærte krejlere, som havde millionbutikker, hvor de solgte læbestifter til en tier. Der var alle mulige inspirerende mennesker, og vi tænkte: Hvis de kan, så kan vi også. Der blev vi tændte,” fortæller Anna Søndergaard.
“Pludselig står man der og sælger sine ting og taler med kunderne,” siger Lis Beck samstemmende.
“Der kommer nogle unge piger fra Herning, der har nået at købe en pung og er helt vilde med den. Det var fedt.”
Messen gav femten kunder, og Beck og Søndergaard skulle beslutte, om de ville fortsætte eller droppe projektet helt. De nye kunder ville nemlig have varer, toldmyndigheder skulle kontaktes, og der skulle laves regnskab.
“Anna og jeg har en fantastisk synergi. Vi er ikke bange for noget. Vi har samme mavefornemmelse. Der er ikke noget med at bebrejde hinanden noget. Det er et stort VI: Vi gør noget. Vi tager chancen,” siger Lis Beck.
De sprang ud som fuldtidsiværksættere i sommeren 2004, og i august deltog de på en modemesse i København.
Her eksploderede virksomheden mellem hænderne på dem, som Anne Søndergaard udtrykker det:
“Efter den messe havde vi 100 kunder! Vi solgte nogle mohairtørklæder fra Rusland, som blev et superhit, og alle ville have fat i åleskindsprodukterne.”

Fundamentet bygges op
Derefter gik det bare stærkt, er de to direktører enige om. De ser stadig lidt vilde ud i øjnene, når de fortæller om de hektiske måneder efter modemessen i København.
“Det tonsede derudaf. Vi var heldige, for vi ramte noget, der var helt nyt. Og vi var heldige, for vi fik to sælgere, som vi turde lytte til, der hvor vi ikke selv havde viden og erfaring,” siger Lis Beck.
“De er stadig hos os.”
“Vi har bestemt også forstået at følge op på vores held. Mange knækker halsen, fordi de ikke kan levere, eller fordi varerne kommer for sent eller går i stykker,” siger Anna Søndergaard.
“Her kommer vores forretningsmæssige baggrund ind i billedet sammen med det faktum, at vi ikke er bange for selv at tage fat, pakke kasserne og køre ud til kunderne. I starten gjorde vi vitterlig alting selv.”
Becksöndergaard var fuldt ud bevidste om, at rammerne for virksomheden skulle være i orden, hvis den skulle være sund og profitabel.
“Her har det været en fordel, at vi begge har arbejdet med projekter og hurtigt kan sætte os ind i nye ting. Vi var heller ikke bange for at gribe knoglen og bede om hjælp,” siger Anna Søndergaard.
Noget af det, der har overrasket mest ved at være iværksættere er, hvor meget administration i grunden fylder.
“At få hele skelettet til at fungere med momsregnskab, told og skat, økonomisystemer, produktion og logistik. Alle de ting, man ikke tænker over, når man er ansat i en stor virksomhed, fordi det bare fungerer. Det har været udfordrende,” fortæller Anna Søndergaard.

Vi bestemmer selv
Selvom det er gået stærkt for Becksöndergaard, mener de helt klart, at virksomheden er vokset organisk. De har for eksempel ikke gældsat sig og har hverken investeret i dyre ejendomme eller designermøbler: “Vi synes, det er sjovere at se virksomheden vokse step by step. Vi har gjort det ekstremt fornuftigt. Det har hele tiden været sådan, at hvis vi solgte alt, hvad vi havde på lager og lukkede biksen, så ville det gå lidt i plus alligevel,” siger Lis Beck.
Det betyder også, at Becksöndergaard er 100 pct. ejet af grundlæggerne.
“Fra starten har vi været enige om, at så længe det kunne lad sig gøre, ville vi ikke afgive vores selvbestemmelse. Det har været vigtigt for os at banke virksomheden op til det, som vi troede på. Det ville vi ikke have kunnet gøre, hvis vi havde solgt over 50 pct. af virksomheden,” siger Anna Søndergaard.
I takt med at virksomheden er vokset ud af Nørrebrokælderen og ind i baghuset på Østerbro, er flere ansatte og sælgere kommet til. Det gælder blandt andet en designer, der samarbejder med de idérige direktører om nye kollektioner. Det har betydet helt ny udfordringer af den mere ledelsesmæssige art. Det kan for eksempel ikke nytte noget at skulle have fingrene nede i alt, hvad der foregår.
“Så ender lederne selv med at bliver flaskehals i organisationen,” som Anna Søndergaard siger.
“Det er et spørgsmål om ikke at drukne i drift,” tilføjer Lis Beck.
“Vi skal gerne være så fri af det daglige som muligt, så vi kan udvikle, vejlede og motivere vores medarbejdere. Det er vores ansvar, at skibet sejler i den rigtige retning, og at vores koncept og forretning hele tiden udvikler sig. Den slags bliver glemt, hvis man involverer sig i alt fra, at pæren skal skiftes, til at der skal meldes tilbage til nogle kunder.”
Fordi virksomheden er vokset så hurtigt, er der selvsagt sket noget fodfejl undervejs i forhold til ledelsesopgaven.
“Vi har glemt at lytte og motivere. Samtidig handler det også om at blive lidt mere bossy ind imellem, stille nogle klare målsætninger op og påtage sig den type lederrolle. Vi er interesseret i at lave business, og det kræver, at vi er lydhøre og lader folk tage nogle beslutninger, hvor vi ikke direkte er involveret. Men det er helt klart, at man skal lære at frigive ansvar, samtidig med at man har en finger med i spillet”, siger Lis Beck.

Slikbutiksfornemmelsen
Begge har fået børn inden for det sidste år, og det har betydet en strømlining af virksomheden: “Fremadrettet skal Anna tage sig af salg/marketing, imens jeg tager mig af produktion, design og konceptudvikling. Der vil være overlap, men i det daglige vil vi stå med hver vores team,” siger Lis Beck.
Becksöndergaard har fra start haft kunder i andre europæiske lande. Direktørerne er helt bevidste om at være et dansk-skandinavisk brand. Inspirationen hentes i Danmark, for ifølge Beck og Søndergaard er Danmark tendensmæssigt langt fremme på accessoriesmarkedet.
“Danmark er med til at sætte fart på udviklingen. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast i det danske marked. Men vores salg ligger i stigende grad i udlandet, og vi vokser stærkt på det europæiske eksportmarked,” siger Anna Søndergaard.
“Hvis vi kun satsede på Danmark, og Danmark af en eller anden grund slog fejl, så sad vi med ingenting,” siger Lis Beck.
“Det er fedt at stå med en kollektion i Paris og handle med for eksempel japanerne. De køber ind på en hel anden måde, sætter tingene anderledes sammen og er vilde med andre ting. Det er sjovt, men også godt i forhold til at risikosprede.”
Grundlæggende er Becksöndergaard på accessoriesmarkedet, fordi det er sjovt, og fordi makkerparret har tæft for at designe og udvikle nogle salgbare produkter. I de fem år, firmaet har eksisteret, er markedet vokset, og mange af de store danske tøjfirmaer har deres egne accessories.
“Det er en følsom branche, og der kommer hele tiden nye spillere på banen. Man skal holde fast i, hvem man er og ikke læne sig op ad, hvad de andre gør. Det handler om at være et godt, solidt accessorymærke, som er med på beatet, med en god kundeservice og nogle sjove ting,” siger Lis Beck.
“Vi kan noget med farver og med nogle helt specielle materialer. Det er meget vores mavefornemmelse og intuition, der råder. Vi designer ikke altid noget, vi selv ville gå med, men vi prøver at skabe en slikbutiksfornemmelse med vores kollektion. Noget med noget kant. En skrigpink ting ved siden af en gul. Man skal få lyst til at røre ved det og købe to, fordi farverne er gode,” siger Anna Søndergaard.

Måske investor
Iværksætterhistorien er blevet til en historie om en solid virksomhed. Snart flytter ­Becksöndergaard fra baghuset til forhuset med bedre kontorpladser. Der er etableret et fjernlager, administrationen kører professionelt, og sourcing- og produktionsapparatet er på plads.
“Vi har en rigtig god base for at sætte smæk på salget og på kollektionsudviklingen. Der er nye områder inden for accessories, vi godt kunne tænke os at udforske, nye produktionssteder,” siger Lis Beck.
“Hvis vi gerne vil blive ved med at trykke på pedalen og vokse kraftigt, og vi er bremset af for lille en egenkapital, kan det da godt være, at en investor med brancheerfaring ville være relevant,” siger Anna Søndergaard.
“Vi tænker også på at få en bestyrelse. Det kunne være fedt at trække på nogle andre professionelle mennesker, man kunne sparre med og få input fra.”
Ambitionerne har hele tiden været store hos Becksöndergaard, og de er mere end tilfredse med, hvor langt de har nået i en branche, de ikke kendte for bare fem år siden.
“Det betyder alt, at vi er et så godt makkerpar. Når man sidder den dér sene nattetime og er ved at gå helt kold, kan vi trække hinanden op eller træde ind med den brede skulder, den anden kan læne sig op ad,” siger Anna Søndergaard.
“Der skal ikke mere end en SMS til, før man er helt tændt igen.”
“Hele motivationen er, at vi arbejder for vores egne mål. Det ville være meget, meget svært at arbejde for andres på nuværende tidspunkt,” siger Lis Beck.