Gefährlich ligner et bombekrater. Ikke som i ”vi havde åbent til kl. 5”, men som i ”vi har lige bygget om”. De HAR lige bygget om, der er kommet kakler op overalt og malerkosten har været i sving. Nu er Eva Wandel ved at vaske gulv, og både hende og Rikke Nogel mener at de ligner lort i deres arbejdstøj og uden søvn i to døgn. De har fuldstændig svedt ud, at vi skulle tage billeder, og baren skal være ryddet op inden der skal være koncert i aften. Kan jeg ikke komme tilbage i morgen?
Heldigvis er det kun billederne vi mangler. Historien bag opstarten af det københavnske gå-i-byen-sted Gefährlich og restauranten Fru Heiberg fik vi i kassen for et par uger siden, og den er ikke for børn. Man kan vel bedst kalde fremgangsmåden for ”rå iværksætteri”. Uden sikkerhedssele, uden forretningsplan, uden at have ret meget forstand på det, man vil lave, uden rådgivere til at tale en fra det, og i øvrigt uden en krone på lommen. Det lyder fuldkommen sindssygt, måske er det det også, men det har virket, og det er vel også det, iværksætteri handler om. Det er essensen, uden udenomssnak. Talent, vilje, mod, galskab og hårdt arbejde ad libitum. Det er svært at være uimponeret.
”Det startede med, at Rikke og mig tænkte over, hvad vi havde lyst til at lave. Det var ret bredt. Rikke er grafisk designer, og jeg var i gang med virksomhedsstudier. Men vi havde lyst til at lave et eller andet sted, og brainstormede så over det. Vi havde alle mulige ideer – vi ville være dj’s, have et galleri, og have et sted, folk kunne komme forbi,” fortæller Eva Wandel.
”Vi begyndte så at snakke om at åbne et sted, som skulle være et samlingspunkt for alle vores ideer. Og så gik det ret hurtigt. Vi talte om at få en mere med, og Rikke ringede til Konrad, der også er medejer, og præsenterede ideen, og han var på. Og så fandt vi stedet på Fælledvej, og ringede til ejendomsmægleren og så det og købte det.”
”Så var vi lidt i knibe…”
Man tænker, at dén gengivelse nok er en opsummering af en proces på mange måneder. Men det er det ikke. De købte den bare, restauranten som hurtigt blev til det populære Nørrebro-gå-i-byen-sted Gefährlich.
”Vi betalte en stor sum i nøglepenge – flere millioner – og så har man lov til at leje stedet. Vi skrev under på udlejerpengene, og så var vi lidt i knibe, for vi havde ikke pengene. Vi ringede så til en masse banker, men ingen ville låne os dem,” beretter Eva Wandel.
”Vi lavede så et oplæg til Merkurbank. De vil tit gerne støtte kulturelle projekter, så vi lavede det som om det var meget kulturelt, og så gik de med til at låne os pengene. En del af det var i pantebrev, som var til ham vi købte det af – og som vi betalte af på hver måned. Han er så død, og så faldt prisen pludselig.”
Nøglepengene var selvfølgelig kun starten på opstartsomkostningerne.
”Stedet var virkelig grimt. Vi lavede det fuldstændig om. Det kostede jeg ved ikke hvor mange penge og én og en halv måned at gøre det i stand, hvor vi arbejdede hver dag rigtig meget. Men alle vi kendte kom og hjalp os. Konrads forældre og venner hjalp – der var overhovedet ingen professionelle involveret,” siger Eva Wandel.
”Køkkenet var sådan semi, og nogle ting fungerede ret godt. Der var et ret godt gaskomfur, men resten af tingene købte vi – kaffemaskine og opvaskemaskine, og alle mulige vandanlæg, både til ismaskinen og opvaskemaskinen, for at maskinerne fungerer i længden.”
Kreativ finansiering var også en del af opstarten.
”Musikanlægget fik vi sponsoreret. Vi fik også alle mulige til at sponsorere os. Vi forhandlede med forskellige leverandører, og sagde at vi ville vælge dem, hvis vi fik nogle ting. Vores ølleverandør betalte al vores musik, Barcardi betalte for et eller andet,
og sådan var det med en del af vores leve-randører.”
Hvordan tænder man komfuret?
Eva Wandel aner ikke, hvor meget der blev købt ind for af mad og drikkevarer til driften.
”Vi vidste ikke noget, så vi købte bare, og så håbede vi på, at vi kunne sælge det. Det hele var sådan meget ”okay, nu går det godt, så må vi hellere gøre sådan”. Det man gør normalt er at lave nogle aftaler med forskellige leverandører, og så har man kredit i hvert fald i en måned. Man betaler ikke med det samme, og har mulighed for at køre et lager op, og få det solgt før man betaler. Det tror jeg alle gør. Men jeg ved ikke, hvad det kostede at komme op at køre. Den måde vi har kørt det på, har mere været, at det koster en masse arbejdskraft, og så gør vi det, og så har vi haft råd til bagefter at betale tingene af,” fortæller hun.
Både Eva Wandel, Rikke Nogel og Konrad Jahn stoppede med det, de lavede, for at koncentrere sig om Gefährlich. Da der på et tidspunkt manglede kokke, kastede Eva og Rikke sig sammen over madlavningen.
”Vi tog i Inco sammen og købte ind. Vi vidste knapt nok, hvordan man tændte gaskomfuret, men vi fik nogle kokke til at fortælle os, at vi nok skulle gøre sådan og sådan. Men så delte vi det op, så Rikke tog sig af køkkenet, og jeg tog mig af de andre ting. Rikke er gået helt ind i køkkenet, og har nærmest fået sig en kokkeuddannelse igennem at have Gefährlich,” fortæller Eva.
”Nu har vi fem rigtig gode kokke. Det er svært at finde gode kokke, men vi har været heldige.”
Alt inklusive har Gefährlich 30 ansatte, som ifølge iværksætterne elsker deres arbejde, og bruger rigtig meget tid på stedet.
”De ansatte føler, de bliver godt modtaget hernede,” siger Rikke, og forklarer at det er noget med den måde, Eva er på. De gør også meget ud af at lave firmaarrangementer for de ansatte, og sørge for, at der er et godt arbejdsmiljø.
Rock’n’roll og kræsen
Første aften, hvor Gefährlich havde åbent, var der ret fyldt. Næste dag åbnede stedet allerede kl. 8 om morgenen.
”Vi arbejdede hele tiden, og sov dernede, og så næste morgen var der allerede gæster. Vi kørte på en eller anden ekstra kraft, som jeg ikke ved hvor findes nu. Men dengang var det rigtig hårdt,” fortæller Eva Wandel.
”Og så begyndte der stille og roligt at komme flere og flere gæster. Vi fandt ud af, at der ikke var nok gæster til frokost, og begyndte at lukke der. Men om aftenen gik det godt. Vi havde også brug for at have lukket lidt, for at få det hele til at hænge sammen. Nu overvejer vi så at åbne op til frokost igen på et tidspunkt.”
I starten var der et galleri og en tøjbutik, men galleriet fungerede ikke rigtigt, og blev inddraget til bar. I stedet for tøjbutikken er en frisør flyttet ind.
”Vi lavede alle mulige kulturelle arrangementer, der var hele tiden en eller anden event, og vi fik ret meget opmærksomhed i starten,” fortæller Eva Wandel.
”Vi gjorde også meget for at kræse om detaljen. Vi lavede rigtig lækre cocktails, og selv kl. 3 om natten var der stearinlys og blomster på bordene. På den ene side var der meget rock’n’roll, og på den anden side kræsede vi meget om tingene. Det tror jeg skabte en god stemning,” siger hun.
”I starten skete der rigtig mange sjove ting. Vores dørmand startede bare – jeg troede, at nogle af de andre havde snakket med ham, for han kom bare hver dag kl. 11, og satte folks jakker i alfabetisk orden, efter tøjmærke, og satte skridsikkert tape på trappen. Og så en dag, jeg skulle lave løn spurgte jeg ”hvad med ham dørmanden?”. Men de andre troede det var mig, der kendte ham. Så fandt vi ud af, at han bare var kommet, og havde skabt sit eget job. Jeg havde endda haft hans nummer og ringet og sagt at han var forsinket. Men sådan var mange ting. Vores personale er en virkelig sjov sammensætning af folk. Men alle er rigtig søde,” griner Eva Wandel, der siden har lavet en fast aftale med dørmanden.
Fru Heiberg
Før Gefährlich rundede sin halvandet års fødselsdag, fik pigerne kig på nogle lokaler i en sidegade på Østerbro, hvor en restaurant var lukket.
”Planen var at åbne et nyt sted hvert år. Eller – det var min plan, ikke de andres plan,” siger Eva Wandel.
”Vi købte Fru Heiberg på Østerbro lige før vi skulle betale moms, og sagde det ikke til banken før bagefter. Vores bankmand blev lidt sur på os, og vi fik at vide, at man ikke måtte købe restauranter uden at sige det til banken først. Men så fik vi alligevel lov til at låne lidt ekstra der,” beretter hun.
”Men lokalerne var et rigtig godt tilbud, og det tror jeg også godt, at banken kunne se. Det er stadig Merkurbank – det er en virkelig god bank.”
Fru Heiberg blev sat i stand på samme måde som Gefährlich – med venners hjælp.
”Rikke har muret baren både på Gefährlich og Fru Heiberg. Når det er groft håndværk, så bygger Rikke lige. Mig og Konrad hygger. Konrad står for musik på Gefährlich – det er han rigtig god til,” siger Eva Wandel.
Fru Heiberg er et helt andet koncept end Gefährlich. Her har iværksætterne skabt en ambitiøs restaurant, som bliver til en cocktailbar senere på aftenen fredag og lørdag.
”Det er noget helt andet vi vil. Et helt andet publikum. På Gefährlich vil vi gerne henvende os ret bredt, men det er jo nok folk, der vælger Nørrebro, og når så de er på Nørrebro, vælger de os, fordi jeg tror vi har et navn, som er lidt interessant. Man ved efterhånden, at vi har god mad og gode cocktails. Det går aldrig for hurtigt i køkkenet og samtidig er der god musik og god stemning,” reklamerer Eva Wandel.
”Alle finder jo deres stamkunder, men der er lidt en fornemmelse af, at det lidt er et stamsted, og vi har en rigtig god personalegruppe, der er med til at skabe en god stemning. Jeg ved ikke, hvem vi henvender os til. Jeg kan godt lide gamle mennesker, ”plus 50”, det skaber sådan en hyggelig stemning, og Konrad kan godt lide unge.”
Bedre til at tjene penge
Selv om det er svært at tjene penge i den branche, Eva Wandel og Rikke Nogel har valgt, kører begge steder godt.
”Tingene går hurtigt ret godt udadtil. Jeg tror, vi er rimelig gode til at få en god kvalitet op at køre rimelig hurtigt. Vi har en idé om, hvad vi vil, og så gennemfører vi det,” siger Eva Wandel.
”Men at få indkøbene til at stemme med priserne, have det rette antal medarbejdere på arbejde og ikke for mange, det er vi ved at lære nu. Vi er gode til at tjene penge, vi bruger bare også alt for mange. Og det er lige som kunsten, når man begynder at kunne tjene penge uden at blive ved med at investere. Finde et niveau, hvor der ikke hele tiden kommer uforudsete udgifter. Men det gør der meget i branchen – der er altid en maskine, der går i stykker, eller en kok der bliver syg. Men jo bedre vi bliver til at styre de ting, jo bedre er det.”
