Da revisions- og rådgivningsgiganten Ernst & Young sidste år kårede Entrepreneur of the Year var det sidste gang, at Carsten Collin stod i spidsen for arrangementet. Ernst & Youngs daværende direktør, Svend Hagemann, trådte tilbage, og Collin indtrådte som ny adm. direktør. Dermed blev posten som direktør for Entrepreneur of the Year ledig, og den udfyldes nu af partner Søren Strøm. Nyt blod betyder også nye initiativer:
    ”Det, som vi har gjort i år, er at fortsætte udviklingen med at gøre Entrepreneur of the Year til erhvervslivets Oscar. Det er vigtigt at understrege, at vi bygger videre på det imponerende grundlag, som Carsten Collin over mange år har været med til at bygge op. Vi vil hædre de bedste aktører og de bedste iværksættere. Det er entrepreneurånden – og det er mere end blot iværksætteri. Det er alt, hvad der ligger i det,” siger Søren Strøm.
    ”Vi spurgte os selv, hvad der skulle til for at gøre det endnu mere spændende. Meget fungerer godt – f.eks. de regionale kåringer og det meste af landskåringen. Men vi har i år tilpasset de kategorier, der kåres inden for, så de er tættere på de globale kategorier. Det er også mere tidssvarende kategorier, for det kan i dag være svært at skelne mellem f.eks. produktion og handel. Er Pandora Jewel, som vi kårede sidste år, og som har sin produktion i Fjernøsten, f.eks. en produktions- eller en handelsvirksomhed?”
    Det har ført til syv nye kategorier (se faktaboks), hvoraf den ene – Intrapreneurship – er en overtagelse af Mads Clausens Hæderspris for Intraprenørskab.
Vækstvirksomheder
For at komme i betragtning til den eftertragtede pris, skal man opfylde en række kriterier. Blandt hovedkategorierne skal virksomheden bl.a. have mindst tre år på bagen, have mindst 20 ansatte og haft vækst i antallet af ansatte i forhold til året før, samt have haft minimum 15 pct. vækst i bruttoavance eller omsætning i det seneste regnskabsår. I specialkategorierne Biotech, Cleantech samt Intrapreneurship gælder nogle tilpassede kriterier.
    ”I år har ca. 1.500 virksomheder opfyldt kriterierne. Det er lige så mange som sidste år, hvilket overrasker os, da vi umiddelbart have forventet en nedgang, som følge af den generelle afmatning i samfundsøkonomien,” siger Søren Strøm.
    Alle 1.500 virksomheder har fået tilsendt materiale om Entrepreneur of the Year, og over 200 har tilmeldt sig. De får i september og oktober besøg af en revisor eller konsulent, som vil bruge en tre-fire timer på at interviewe og vurdere hver virksomhed.
    Som regel er der enighed i juryerne, når der skal kåres en vinder – med undtagelse af kåringen af den endelige vinder, som skal videre til den internationale konkurrence i Monaco. Det fortæller juryformand adm. direktør Christian Frigast fra Axcel A/S:
    ”Vi har ofte to kandidater til sidst, når den endelige vinder skal findes. Så kigger vi på, hvem der har de største chancer internationalt, når vi går ud i konkurrence med alle verdens virksomhed.”