»Jeg fik ideen delvist da jeg kiggede i mors skuffer – det så ikke så flot ud,« siger Morten Sandberg Pedersen.
Han hentyder til de grønne filt-bestikholdere, som holder sølvtøjet på plads i mangen en afsyret egetræsskænk rundt omkring i landet.
»Og så har min far været i møbelbranchen, og har oplevet at folk har købt et reolsystem, som de gerne ville have pæne bestikbeholdere til. Men han kunne kun henvise til de grønne, og dem ville folk ikke have mere. De passer mere til et tungt møblement,« siger han.
Men behovet er der stadig, mener han.
»Der er mange der samler på bestik, og giver man over 200 kr. for en kniv vil man nok også gerne bevare det lidt, så det ligger pænt.«
Løsningen er en bestikholder i gummi, som Morten Sandberg Pedersen netop har fået lavet en prototype af.
»Prototypen blev lavet først og fremmest ved Teknologisk Institut i Århus, og videreudviklet hos en producent jeg brugte tidligere, men som så ikke kunne leve op til kravene. Vi håbede på at det blev bedre, og gav ham lang snor, men det blev det aldrig, så nu har jeg skiftet producent.«
Den tidligere producent nægtede at udlevere den gamle grundform, der blev brugt til fremstilllingen – et værktøj til over 100.000 kr. Derfor må Lihr, som Morten Sandberg Pedersens forretning hedder, nu have lavet en ny grundform.
»Jeg har fundet en ny producent, som både laver værktøjet og producerer. Det bliver dansk til at starte med.«
Morten Sandberg Pedersen er uddannet eksportsælger fra Teko i Herning, hvor han blev færdig sidste år.
»Jeg skulle have været i gang som sælger og fik gode jobtilbud hos Hugo Boss og B&O. Det var oplagt at gribe chancen der, men jeg havde denne her idé, som fyldte meget, og mange andre, som kommer ud hvis jeg får lidt omsætning til at udvikle dem. Det syntes jeg det var mere interessant – jeg lå jo og fik ideer til langt ud på natten,« fortæller han.
»Jeg vil godt lave nogle anderledes produkter – deraf navnet Lihr. Det skal være ekstraordinære og luksuriøse produkter, der gør en forskel. Det skal ikke bare være Rosendahl om igen, men noget, der ikke er på markedet,« siger han, og tror på, at bestikholdere bliver moderne igen.
»Folk vil have orden i tingene. Men det skal også være funktionelt, så man kan tage den op ad skuffen og bruge hvis man har gæster.«
Og noget tyder på, at ideen holder.
»Jeg præsenterede produktet til Formland-messen i Herning, som er den største messe inden for den slags. Allerede der fik vi henvendelser fra enkelte butikker, og har allerede nogle prøveordrer, som venter på at det bliver klar til levering.«
