Det går super godt. Kunderne strømmer til, og flere af dem vender tilbage efter mere. Der er nok at se til, og det gør jo bare livet som iværksætter endnu sjovere. Lige indtil den dag, da der har været lidt for meget fart på lidt for længe.
Håndfladerne er fugtige, vejrtrækningen en anelse for hektisk og nattesøvnen ikke længere helt stabil. De første tegn på alvorlig stress er med andre ord ved at vise sig. »Det er meget stressremkaldende at være iværksætter. Specielt spekulationer over økonomien er noget, der kalder symptomerne frem, for der er jo kun et sted at placere ansvaret, og det er hos iværksætteren selv,« siger stressterapeut Thomas Milsted. Han er leder af Center for Stress og går i erhvervslivet under tilnavnet Doktor Stress.
Chefer på alle niveauer er blandt de kunder, der oftest finder vej til Center for Stress. Ifølge Thomas Milsted er det ikke tilfældigt, at det netop er mennesker i de ansvarstyngede positioner, der bliver hårdest ramt af stress:
»Der skal være overensstemmelse mellem det man skal nå og det man kan nå. Folk i lederjob har mange ting at tage sig af, og ikke alle er lige gode til at sende noget ansvar videre til andre. Sådan nogle mennesker har selvfølgelig ekstra travlt. Samtidig har mange iværksættere et urealistisk billede af deres egen formåen. Ikke rent faligt, men tidsmæssigt, og det skal man gøre op med, hvis man vil undgå at gå ned af stress.«

Et godt regelsæt
I det hele taget handler forebyggelse af stress om gode vaner. For de dårlige vaner ligger så tæt på vejen, at det næsten er umuligt at komme forbi dem uden at snuble: Vi tjekker emails 24 timer i døgnet. Vi arbejder alt for mange timer. Vi lover tingene færdigt hurtigere, end det er menneskeligt muligt. Vi spiser usundt. Vi drikker for meget kaffe. Vi går for sent i seng. Og motion og hygge er for længst noget, vi har lagt bag os.
»Som iværksætter er man nødt til at lave nogle regler for sig selv. Man kan for eksempel beslutte, at man kun vil arbejde indenfor normal arbejdstid, så må det briste eller bære. Kan det ikke bære, er det nok meningen med projektet,« mener Thomas Milsted.
Stress-guroen har nogle helt klare regler for sit eget arbejdsliv. For benzinen til hans iværksætterånd er netop alt det, der ikke handler om arbejde.
»Det gør selvfølgelig overskuddet lidt mindre, at jeg også vil have tid til et liv ved siden af mit arbejde. Men alternativet for mange iværksættere er jo netop, at deres virksomhed går ned, hvis de selv går ned med stress.«
Thomas Milsted er også varm fortaler for det, der kan få enhver iværksætter til at ryste i bukserne:
»De evigt krævende kunder, som alligevel aldrig bliver helt tilfredse, skal ud af vagten. Vil man gøre sig selv en tjeneste, skal man få is i maven og meddele sådan en kunde, at man ikke ønsker at arbejde for vedkommende. Det er svært, for man vil altid gerne gøre alle glade, men som iværksætter undgår man ikke at få nogle fjender her og der. Man skal lære at sige nej og tænke nøje over, hvem man bruger sin godhed på,« tilråder han.