Ny opfinderforening ser dagens lys

Opfindere i Danmark har fået en ny mulighed for at organisere sig i en forening. Den nye forening, Opfinderforeningen.dk, blev stiftet d. 12. marts og består allerede af 120 medlemmer. Foreningens sekretariat er at finde i Rosenholm Udviklingspark i Hornslet. Formålet med foreningen er at sætte fokus på opfindernes samarbejde med erhvervslivet, herunder de etiske spilleregler og gensidige rettigheder. Opfinderes rolle skal synliggøres, og foreningen vil arbejde med medlemsservice, kompetenceudvikling og markedsføring.
Foreningens stiftelse er samtidig et brud med den næsten 40 år gamle forening, Dansk Opfinderforening (DaFFO).
»Den eksisterende forening er inde i nogle problemer som skal afklares. Det kan vi ikke vente på,« siger den nye forenings formand, Albert Hedegaard fra Holstebro, til Iværksætteren.
Han håber i øvrigt på en hurtig sammenlægning af de to foreninger, lige som han håber, at den nye forening kommer tættere på at indfri sin ambition om at være landsdækkende. I øje-blikket består bestyrelsen udelukkende af jyske opfindere.
Foreningen er allerede i gang med at definere de punkter, den vil arbejde for politisk.
»Jo mere vi dykker ned i det, jo flere opgaver dukker der frem,« siger Albert Hedegaard.
»Vi må som forening komme med forslag til, hvordan vi kan få del i de penge som regeringen afsætter til innovative formål. Ellers går alle pengene til højteknologiske firmaer, og når ikke ud til de enkelte opfindere,« nævner han som eksempel på et af de mål, Opfinderforeningen.dk har sat sig.
Læs mere på www.opfinderforeningen.dk

 

Del indlægget