Politikerne har erkendt, at der skal penge til for at få unge håbefulde idémagere til at springe ud som iværksættere. Derfor har regeringen skudt 30 millioner kroner i en ny fond – Selvstændighedsfonden – der også er blevet lovet bidrag fra private virksomheder og andre samarbejdspartnere.
Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen er udnævnt som formand for Selvstændighedsfonden, som i øvrigt er en fusion med Fonden Young Enterprise. Dermed opnår man det rette mix af politisk indflydelse, privat erhvervsliv og kontakt til undervisningssektoren, som fondens bestyrelse vurderer er væsentlig for at gøde fremtidens iværksættere optimalt.