Skyggen under restaurant Coffee & Silvers halvtag køler behageligt i modsætning til Balis bagende middagssol. En espressomaskine larmer i køkkenet, og tre unge piger bag baren gør klar til dagens første spisende gæster. Restaurantens ejer, Carsten Jørgensen, har netop på motorcykel hentet sin datter i skole. Han smider styrthjelmen fra sig, tænder en cigaret og læner sig tilbage i stolen.
»Grunden til, at det overhovedet blev Bali, var, at jeg var rejste herud med min far på hans 50-års fødselsdag for ti år siden. Og menneskene og klimaet betog mig – så det var en gammel drøm at flytte herud,« siger han.
Restaurant Coffee & Silver har nu eksisteret i fire år. Og det er siden gået stærkt. Carstens hustru, Rikke, har uddannet sig til smykkedesigner, og børnene Liva og Luna er kommet til. Udover at fungere som restaurant har Coffee & Silver i dag også fået titel af businesscenter. Et sted, hvor man mødes, laver forretninger og diskuterer gode idéer igennem.
»Min idé var fra starten, at caféen skulle afspejle et sted, hvor mændene mødes. Akkurat som de gamle vikinger mødtes og diskuterede og forhandlede.
Ingen plan B
Men det var absolut ikke guld og grønne skove til at begynde med. For inden den endelige beslutning blev taget lå en masse overvejelser om fordele og ulemper.
»Vi tog på researchtur herude et par gange, og da vi en dag hjemme i Århus sad og kiggede ud på februargråvejret, så spurgte jeg Rikke, om hun ikke havde lyst til at flytte herud,« siger Carsten. Det viste sig at være en taktisk god beslutning, for tre uger efter landede parret på Bali. Antikvitetsforretningen i Mejlgade var pakket ned og sendt med container mod den balinesiske kyst. Parret startede med at opsøge andre udlændinge, som havde startet forretning og bosat sig i Ubud. Og de kunne fortælle både solskins»og skræmmehistorier.
»Vi havde ingen plan B. Jeg har ført gjort ting, som måske bliver betragtet som overilede, men på daværende tidspunkt havde jeg ikke gjort mig klart, hvad der skulle ske,« siger Carsten.
Efter syv måneders tovtrækkeri med de indonesiske myndigheder og 30.000 kroner færre på bankkontoen blev containeren på havnen endelig frigivet.
»De kunne simpelthen ikke forstå, hvordan man kunne finde på at sejle sådan en gang l… herud. Det var et værre bøvl, men siden containeren har jeg aldrig tænkt, at det nok ikke går det her.«
Mange kokke små
Containerens indhold blev opmagasineret i en gammel garage. Og Carsten brugte de næste par måneder på at finde et passende sted i Balis kulturelle hovedstad, Ubud. Han kom i snak med en lokal restauratør, der tilbød ham at blive partner mod et passende indskud.
»Men da jeg så endelig kom med de færdige tegninger, så var prisen pludselig fordoblet. Og så bakkede jeg ud. I stedet sagde jeg til Rikke; Nu kører jeg ned og ser på taget i garagen – og hvis det kan holde, så åbner vi sgu en café der.«
Det kunne det, og den gamle garage danner i dag rammerne om den hyggelige, lille restaurant. Carsten gik i gang med at tegne, forklare og sætte i stand – og med hjælp fra halvanden ton cement og ti indonesiske arbejdere om dagen i et halvt år kunne restauranten endelig holde rejsegilde i december 1999.
»Vi havde ikke sparet specielt meget op. I starten levede vi da også på et temmelig skrabet budget, men det er jo billigt at være her. En sæk cement koster for eksempel 25 kroner, og en arbejder skal måske have 20 kroner om dagen,« fortæller Carsten. Restauranten har siden været arbejdsplads for flere af Danmarks bedste køkkenchefer. De får lov til at eksperimentere og forny menukortet i eksotiske omgivelser, men uden løn.
»Det er op til kokkene, hvor længe de har lyst til at blive her, men ofte bliver de længere end forventet, simpelthen fordi de trives og er glade for at være her. Vi kalder det arbejdsferie uden løn. De får kost, logi og en motorcykel stillet til rådighed. Rejsen betaler de selv,« siger Carsten.
Kokkene hjemmefra har været en slags konsulenter i det fransk/italiensk inspirerede køkken, men det er en ung pige fra lokalområdet, som i dag står for den daglige drift. »Hun har et enormt talent for at lave mad. Og selv om hun ikke har en dansk kokkeuddannelse, så er vi helt trygge ved at overlade køkkenet til hende,« siger Carsten.
Fjernede alt
Århusianeren allierede sig med både en australsk og en indonesisk advokat. Og de har hjulpet med at finde rundt i den jungle af forskellige visumtyper og indviklede bureaukratiske regler, som de indonesiske myndigheder arbejder med.
»Det tog os mere end to år at få godkendt en alkoholtilladelse. Indtil vi fandt ud af, at det faktisk kun er de allerstørste hoteller, der er i besiddelse af en. Alligevel kom politiet en dag og fjernede øl, vin og sprut fra alle beværtninger i Ubud. Selv i supermarkedet gik de amok. Senere kunne vi så få lov til at købe det hele tilbage,« fortæller Carsten.
Til gengæld har de lokale reaktioner i byen har været positive. Også selv om befolkningen syntes, det var mærkeligt med alle de gamle ting, som det danske par bragte med sig.
»Tilflytter undgår man aldrig at blive, men der er jo stor forskel på at føle sig som tilflytter og så ikke føle sig velkommen. Det sidste har vi ikke været ude for,« siger Carsten.
Spiller på flere heste
Som de fleste andre verden over kunne Carsten og hans familie kun se chokerede til, da et par bomber i oktober sidste år i byen Kuta sprængte to natklubber til atomer og rev mere end 200 turister med sig i døden – heriblandt tre unge danske kvinder.
»Det var forfærdeligt. Ikke kun for de pårørende, men også for den balinesiske befolkning. I mange måneder efter var her nærmest mennesketomt,« fortæller Carsten.
Bomben betød, at parret måtte se sig om efter andre indtægtskilder. Hustruen begyndte at designe smykker, og Carsten kastede sig over badeværelser og møbler, og i dag sælger parret blandt andet inventar til Dragsholm slot og store hotelkæder i Frankrig.
»Vi spiller på flere heste, da fandt vi ud af, at vi også havde andre talenter. Det ser lovende ud nu, men vi har også nået et produktionsniveau, hvor det helst ikke må blive større. Vi forsøger at investere vores indtægter i nye projekter, men vi tager ikke imod nye ordrer,« siger han.
»Hvis vi ville løbe rigtig stærkt, så kunne vi sikkert tjene mange penge. Men det har vi ikke lyst til. Vi har også børnene og personalet at tage os af. Og vi har absolut ikke nogen drøm om at blive mangemillionærer.«
Gør det
Den danske iværksætter mener selv, at han lige nu lever midt i sin drøm. Og selv om det af og til har været hårdt, og uvisheden har været stor, så har det været slidet værd, når han ser virksomheden blomstre.
»Det bedste har været at lære nye ting og nye sider af sig selv. Man bliver kastet ud i noget, som man ikke vidste, man kunne. Og det har været fantastisk.«
Og han understreger, at arbejdet i høj grad beror på egne initiativer i et samfund, hvor man ikke bare kan få et banklån eller en kredit stillet til rådighed. Til gengæld synes han, at iværksætterkulturen i Danmark er for træg.
»Derhjemme er der en tendens til, at man gerne vil sætte folk i gang, mens man giver dem elendige betingelser for at vedligeholde driften. Jeg har set mange mindre virksomheder blomstre op, som hurtigt bliver knust igen af systemet.«
Så Carsten besluttede i stedet at kombinere ikke kun sin indre iværksætter, men også sin store eventyrlyst.
»Det er da bare at gøre det! Spring ud i det og lad være med at male Fanden på væggen. Jeg synes, der er en kæmpe udfordring i at prøve nogle ting, som gør, at man lever sine drømme ud.«
